MAN BLIVER JO IKKE YNGRE – MEN MAN KAN DA PRØVE

HEARTLAND 2018 – GAMLE MINDER & NYE RUTINER

Da jeg var helt ung, var jeg komplet ligeglad med, hvordan min vin blev serveret. Papkrus var fint og smagen den samme for mig. Et vandglas fungerede også upåklageligt. Sugerør i karton ligeså.

I dag nyder jeg det helst i et rigtigt vinglas. Af en masse årsager. Det handler om selve smagen, om oplevelsen. Det handler om følelsen. Fordi vinen ikke er festen. Den er nærmere en forkælelse.

I torsdags var jeg til voksen-festival. På alle måder en gennemgribende behagelig en af slagsen. De sidste par år har jeg gået og luret på Heartland og i år bød muligheden sig – dog blot for en enkelt dag, men lidt har også ret, ikke?

En hel dag fri for hverdags-logistik og børnetumult, med min bedste veninde under armen, bagende sol og et arsenal af lækker musik-line up, luksusmad og kulturelle talks. Det var ikke noget, jeg skulle tænke længe over.

Jeg har i mange år været en glad og tilfreds festivalgænger. Men også de sidste år ikke været det. Festivalerne har ikke fulgt med mig. (Eller også er det mig, der ikke har fulgt med dem). Og selvom onde tunger ynder at drille Heartland med et kærligt blik i øjet, og kalde den både samlingspunkt for Politiken-segmentet og en bekvemmeligheds-festival, så rokker det ikke ved min begejstring.

Det er i øvrigt sandt, begge ovenstående påstande. Det ER en Politiken-light-festival version. (…og ja, jeg har jo også selv arbejdet på Politiken). Men det er også en festival, som kan og vil og skal noget andet, end det vi ellers har været sovset ind i de sidste +20 år i Danmark på festival fronten.

Kontrasten til mine unge år på Roskilde er næsten komisk:

Mudderpøl, urinstøv, lunkne fadøl, papvin med sugerør og forloren skildpadde på dåse var i torsdags byttet ud med lyserød rosé, kulinarisk karryret fra Kiin Kiin, skalddyrsbar, stribede strandstole og gule solsikker i glasvaser.

Engang stod jeg entusiastisk og heppede, mens det legendariske nøgenløb gennem Roskilde fandt sted, så mudderet sprøjtede om ørene på mig. I torsdags fandt jeg mig selv iagttage en stor gruppe mennesker i gang med en dedikeret whisky-smagning med selv samme begejstring. Her var intet mudder at spore og det skyldes ikke kun de gavmilde vejrguder. Ikke én eneste gang, fra jeg ankom kl. 14.00 til jeg forlod Egeskov Slot kl. 24.00 stod jeg i kø til et toilet. Og ja, lad os da ikke dvæle yderligere ved hjemtiden. Det understøtter bare så fint min pointe i fortællingen her, ikke 😉

– På Heartland står der ikke stangvisne mennesker og strinter i hvert et tænkeligt hjørne. Folk bruger faktisk toilettet. Der for øvrigt heller ikke var belagt med skidt og møg og ødelagte wc-papir-holdere. Alt var uvant pænt og ordnet.

– På Heartland hænger der prismelysekroner i træerne.

– På Heartland var køen til kaffebaren længere end køen til toilettet.

– På Heartland var der friske solsikker i glasvaser på sirligt opstillede plankeborde. Og sådan fik de gud hjælpemig lov at stå.

– På Heartland var der flere kulinariske gourmet mad-boder end der var øl-telte. (Sidstnævnte var i øvrigt også i feinsmecker-segmentet).

– På Heartland brugte man vandet (ved voldgraven omkring slottet) til små kunst-installationer, ikke til at bade i eller lave mudder af.

Det første, der mødte mig, da jeg var gået igennem indgangen til Heartland og den smukke bøge-labyrint, der omkranser Egeskov Slot, var et kæmpe loungeområde med hængesofaer i træ (med puder på naturligvis), halmballer, der var svøbt i bløde tæpper, så man behageligt kunne slå sig ned, et kæmpe træ med lanterner og laid back musik – og til højre oppe på en bakketop en østers-bar.

Så var stilen ligesom lagt, ikke?

Ud over den åbenlyse forskel, der er i den æstetiske tilfredsstillelse mellem at være omgivet af henholdsvis en gold pløjemark i udkanten af Roskilde og de eventyrlige omgivelser ved det mere end 400 år gamle slot på Sydfyn, så handler det for mig også om andet og mere end dét.

Jeg vil gerne trisse rundt og hygge mig, høre god musik og er ingenlunde for fin til lunkne fadbamser. Men jeg elsker, at jeg kan kombinere det med litteratur, kunst, debatter, god mad og ordentlig kaffe. At jeg kan gøre det i så bekvemmelige omgivelser, som tilfældet var. Så skide være med, at nogle mener, det ikke er ”rigtig” festival. For hvem skal egentlig bestemme det?

Nu kunne det måske lyde som om, jeg ikke bryder mig om Roskilde. Det er dog en fejlagtig læsning. Vi har haft et årelangt kærlighedsforhold. Og som med alle andre typer af unge stormfyldte forhold, så indeholdt det både op og ned-ture, lidt misforståelser og skuffelser, men har også efterladt et katalog af gode minder.

Jeg tor, jeg fik 10 Roskilde festivaller med i baggagen. Første gang var jeg 17 år. De har indeholdt det meste. Overvejende mest godt. Ubetinget. Enkelte år sprang jeg fra. Men som regel var det en fast del af min sommer.

Det værste år var 2000. Pearl Jam.

Vi stod ret langt fremme. Ikke helt forrest. Men klart FOR langt fremme. Vi var ret garvede. Havde masser af koncerter på Orange bag os, også dem, hvor crowden bliver vild. En af mine venner siger pludselig, at vi skal ud. Presset bagfra var for hårdt. Det var det ofte til de store koncerter og jeg er også selv væltet et par gange. Men den her gang var det anderledes. Presset var massivt. Det var næsten som en bølge af vand.

Da vi er i gang med at prøve at komme ud af menneskemassen stopper musikken. Vi er vel halvvejs ude. Pearl Jams forsanger Eddie Vedder har flere gange under koncerten bedt folk om at rykke tilbage. Men jeg har ikke rigtig tillagt det større betydning. Andet end at jeg da synes, det var betænksomt af ham.

Musikken er stoppet, og jeg står lige foran den ene storskærm. Her ser jeg Eddie Vedder sidde på hug, mens han desperat forsøger at få folk til at gå tilbage. Fordi det er på stormskærm, ser jeg ham tydeligt. Med ansigtet i hænderne – mens han ryster på hovedet. Han ser virkelig forfærdet ud. Der var slet ingen tvivl. Jeg var udmærket klar over, at nogen var kommet til skade. Det var det længste, min hjerne kunne tænke. Tilskadekomne. Jeg ser redningsfolk, ambulancer, blink, kaos, vagter, alle løber, råber, fægter, forsøger at forstå.

…… Og så ser jeg livløse kroppe. Slatne, livløse kroppe, der bliver skubbet over hegnet. Ud til redningsfolkene. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var fulde mennesker. At de nok havde fået black out af alkohol. Jeg har før set folk besvime på Roskilde, fordi de glemmer at drikke vand. Vi er klar over, at der er noget helt galt, men vi tror stadig, at det handler om alkohol, måske et slagsmål, den slags.

Ikke i min vildeste fantasi havde jeg tanke til at forestille mig, at det var døde mennesker. Trampet ihjel. Kvalt i mudder. 9 mennesker døde den dag. Ikke ret langt fra hvor jeg selv stod. Raske, stærke mænd. Trampet ned i mudderet af en altopslugende menneskemasse, der ikke kunne kontrolleres. Ad.

Det ødelagde noget for mig. Det gjorde det altså. Roskilde blev aldrig det samme for mig. Jeg kom tilbage, naturligvis. Og de tacklede det hele så fint. Hele vejen rundt. Men uskylden og sorgløsheden forsvandt. Jeg har aldrig siden stået forrest til store koncerter.

……Og så blev jeg ældre. Kom tilbage de sidste år som arbejdende journalist, med adgangspas til Mediebyen og bedre toiletter, fri kaffe, Tuborgteltet og de ”rigtige” fester. Men ikke en gang dét nød jeg. Mit sidste år var også som arbejdede. Mediebyen var afskaffet og jeg var gravid. De fleste i mit netværk var ikke længere med, det hele var blevet distanceret for mig. Og med en enkelt koncert, der af forskellige årsager gav mig flashback til Pearl Jam i 2000, der vidste jeg, da jeg tog hjem, at det var et endegyldigt farvel.

Man skal også lade minderne være.

Det har jeg det rigtig fint med – Roskilde tilhører hos mig, i mine minder, en tidslomme, der er mig kær, men nu fjern.

Men jeg har i mange år savnet et alternativ, der kunne imødekomme sådan en semi-bekvem 37-årig småbørns mor, der elsker kultur og musik – og som bare gerne vil have det rart og behageligt uden alt for meget virak.

Jeg ved det godt. Jeg er blevet mere magelig. Det gælder alt fra toiletkøer til madindtag, kulturudbud, koncerter, kommunikationen med mine medmennesker og sågar helt over i noget så overfladisk som æstetik. Jeg orker ikke for mange tomme kalorier. Er der noget på hjerte så at sige, så hopper jeg til gengæld gerne med hovedet først i slikskålen.

…..Og sådan føltes det altså, Heartland en doven majdag i 2018; Som en tillokkende slikskål med både lidt surt og salt, perfekt afstemt. Tilsat lidt kold hvidvin i glas på stilk naturligvis 😉

Jaja, jeg drak da også en enkelt fadøl 😉 Men jeg indtog den i en stribet strandstol med udsigt til et 400 år gammelt slot, mens jeg mærkede græsset under mine fødder. Det tror jeg godt kunne gå hen og blive en ny vane, det her….

 

 

 

 

   

4 kommentarer

  • Line

    Gåsehud over hele kroppen! Det fik jeg af din beskrivelse af Roskilde 2000. Jeg var der ikke selv, men vidste at de fleste af mine venner ville være at finde forrest til den koncert. Husker hvordan fjernsynet var tændt på Mtv, der hele dagen viste et billede af orange Scene akkompagneret af Mobys Porcelain. Jeg kan stadig ikke høre den sang uden at tænke på den tragedie. Jeg har stadig Heartland til gode, men glæder mig til at tage min mand i hånden og på festival, når småbørnsræset er (lidt mere) overstået.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak, tror jeg nok. Det var sgu en virkelig vild oplevelse og ikke af den gode slags. Det sætter spor, den slags, men det er underligt, for det er ikke kun udpræget negativt for mig, selvom det naturligvis ikke nogensinde bliver det samme for mig at høre Pearl Jam. Det fik mig til at se hele det cirkus, som en festival også er, mere udefra. Og mærke, hvad jeg egentlig har mest lyst til….❤️ Men ja. I timerne efter var stemning jo insane. Vi havde mange venner, vi ikke vidste hvor var lige der. Tlf nettet brød sammen så folk kunne ikke få fat på hinanden. Og vi havde bare sådan nogle dårlige taletids kort tlf…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise, du har hermed lige overtalt mig til at tage på Heartland næste år og jeg håber sådan at det kan og må blive i selskab med dig 🙏🏼❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, tak søde dig. Det ville være en udsøgt fornøjelse ❤️😘

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

MAN BLIVER JO IKKE YNGRE – MEN MAN KAN DA PRØVE