ORANGE FEELING - TILSAT PINK

MOR GADGETS: MINE FAVORITTER

Ja, okay titlen er sat lidt på spidsen, for man behøver ingenlunde være mor for at kunne lide eller benytte de her gadgets. Man behøver ikke en gang være kvinde 😉 Men nu har jeg altså i en rum tid gået og tænkt på, hvor mange små finurlige gadgets og dimser, jeg går og er glad for i min hverdag herhjemme. Og dem vil jeg gerne dele med jer.

Indlægget udspringer egentlig af, at jeg for snart ret mange måneder siden købte en håndstemaer og viste den på min story på min Instagram. Og jeg tror ikke, jeg lyver, når jeg siger, at jeg næsten hver uge modtager spørgsmål herpå; er jeg glad for den, hvad hedder den, har jeg et link, etc.

Nu er det jo sådan, at når man som jeg har giftet sig med en gal gadget-freak, der tilmed har haft gjort det til sin levevej i godt 9 år, så betyder det, at vi her i husstanden har ret mange gadgets, indenfor stort set alle tænkelige kategorier. Derfor har jeg naturligvis også en robotplæneklipper, en elektrisk hækkeklipper, en ovn, der taler til mig, lyd, lys og alarmer, der styres via en app på mobilen, vi har et helt værelse i huset fuld af VR-udstyr, droner og andet godt, vi har vækkeure, der danser, robotter, der kan tegne, fjernbetjeninger, der taler, eller reagerer på lyd, vi har en elektrisk vinduespudser-maskine og jeg kunne blive ved.

Men ret skal være ret, det er ikke de gadgets, jeg benytter mest.

De ovenstående 11 her derimod, dem bruger jeg næsten dagligt eller i hvert fald meget ofte. Og hver eneste gang, så glædes jeg over, hvor meget nemmere de gør livet – for mig.

1. robotstøvsuger
Da min mand kom hjem med denne første gang, der syntes jeg nok den var lidt dum. Men det var bare indtil jeg fik en baby. Med en 1 1/5 årig terrorist på matriklen, der gerne kaster med alt i hans nærhed, og i særdeleshed mad, så ligner her meget ofte en svinesti. Eller det ville der gøre, hvis det ikke var for denne her fætter.

Naturligvis kan den ikke erstatte en rigtig støvsuger og selvklart har den svært ved at tage hjørnerne, men den er et pokkers godt supplement. Herhjemme er der med en baby og en 7-årig reelt brug for støvsugning hver dag. Nogle gange flere gange om dagen. Og hvis man ikke lige har tid til/gider det, så er den her en redning i nøden. Den tager nemlig det værste og gør den efterfølgende rengøring meget nemmere. Hvis man lige skal ud til møde eller og handle eller andet, så plejer vi at sætte den til, så kører den rundt og hygger sig her, mens vi er ude og så ser der pludselig meget mere tåleligt ud, når man kommer hjem. Den er genial. Det er den her model, vi har, men andre lignende er sikkert også fine.

2. Håndsteamer
Det er ikke den eksakte model, jeg har, den har jeg ikke kunnet finde. Men for pokker, hvor er vi glade for den herhjemme. Både min mand og jeg hader at stryge og den her redder virkelig mange af de kriser. Hvis det er tykt tekstil eller rigtig mange ting, der skal stryges, så kan det stadigt bedst svare sig med et gammeldags strygejern, men når man bare lige skal have glattet en skjorte i skyndingen, have gjort silkekjolen klar, inden man er på vej ud af døren, etc., så er den genial. Det tager ingen tid og er møg effektivt. Vi anvender den så snart vi kan. Og det er faktisk til det meste. I gamle dage, når jeg skulle stryge til eksempel en skjorte eller en kjole, så synes jeg tit, den bare blev mere krøllet på den modsatte side af hvor jeg strøg. og alt skulle vendes og drejes tusinde gange. Her holder vi blot tøjet på bøjlen og fordi dampen går igennem stoffet (hvis det ikke er for tykt), så glattes begge sider samtidigt. Det er så smart!

3. Bosch håndmikser
Den her har jeg haft i nogle år. Og jeg forstår egentlig ikke, hvad jeg gjorde før den. Alt i køkkenet er nemmere med sådan én. Det er muligvis kun mig, der ikke forstod det, men hermed er tippet givet videre. Den gør virkelig mange ting lettere. Alt fra kager og dej til diverse sammenblandinger.

4. Glattejern
Uundværlig gadget for fruen her. Jeg elsker mit glattejern. Det bruges næsten hver eneste dag. Jeg er nemlig fra naturens side udstyret med et ret så genstridigt garn, der – hvis det ikke lige glattes lidt let – stikker i alle retninger og ligner en morgensur løve på afveje. Jeg bruger det også til at lave krøller med nogle gange. Og så gør det jo altså meget nemmere at klargøre håret til opsætninger, når det er tæmmet lidt. Jeg bruger mit glattejern ret meget – ved ikke helt, hvad menneskeheden gjorde inden dets opfindelse? I hvert fald har alle de stakkels mennesker med genstridigt sejlgarnshår haft det stramt, tænker jeg? 😉

5. Råsaftcentrifuge
Den her har vi haft i ret mange år nu. Og vi er mægtig glade for den. Nu er det ikke sådan, at vi står glade med medgørlig baby på armen hver morgen og presser vores egen juice – men helt ærligt, det er sgu ikke langt fra! For vi elsker det – alle fire. Såvel børn som voksne her elsker den friske saft og vi laver det af alle mulige frugter og grøntsager. Det er så lækkert. Den er lidt bøvlet at gøre ren  – og der er ikke altid tid til det, men vi bruger den meget ofte, næsten alle weekender og ferier, hvor der er god tid, og den har for længst tjent sig selv ind. Hvis vi er syge – forkølede og sådan – så laver vi altid en balje med friskpresset appelsin, gulerod og masser af ingefær. Og kald det, hvad I vil – fatamorgana eller ej – det virker – hver gang! Friske vitaminer. Yes.

6. Smoothiemaker
Den her har jeg købt for nyligt. Og forleden udråbte min mand den til runner up for årets køb. En lille bitte sag, der ikke ser ud af meget – og koster jo næsten ingenting. Men vi elsker den! Vi er pjattede med smoothies – og den er smart fordi man laver det direkte i de her plastikflasker, der hører skruelåg til, og som man nemt kan tage med på tur. Vi kan hurtigt rengøre og den er nem at dosere i. Den er selvfølgelig ikke så stor som vores gamle blender, men den fungerer faktisk bedre, fordi den passer til vores behov og er nem og hurtig at rengøre. Og så er flaskerne en god størrelse til børn også.

7. Wake-up-light
Vi har faktisk ikke denne mere, men det skyldes alene, at der er samme funktion indbygget i vores højtelskede Auping seng. Så dette var pludselig lidt en dobbelt effekt. Men ikke desto mindre, er vi meget glade for funktionen og inden vi fik ny seng, der brugte vi også en sådan. Nu er sæsonen måske ikke den rigtige – for her om sommeren er der lyst meget tidligt kan jeg rapportere. Lillebror har hjulpet mig med min research – og det lysner på himlen allerede fra kl. ca. 04.40. Så deeet. Men vinterhalvåret derimod. GYS. Uff, hvor har lys bare en KÆMPE betydning for mig. Og at blive vækket blidt med lys, der stiger svagt gør virkelig noget godt. Det lyder måske fjollet – men for mig, der virker det!

8. Håndstøvsuger
Her kan siges det samme som ved robotstøvsugeren ovenover. Først virkede håndstøvsugeren fjollet, så kom baby – og nu er den uundværlig. Har man ikke haft en halvandet-årig, så vil man sandsynligvis ikke tro på, HVOR hidsige mængder krummer, snask og snavs, sådan et hjem kan tiltuske sig på bare få timer. Ja, nogle dage tager det blot minutter. Det føles altså lynhurtigt som skruen uden ende.

Og at hive den store støvsuger frem hver gang, det gider man jo ikke. Men lige at kunne tage hen over sofaen, rundt på bordet, i hjørnerne, hen over bænken, etc. med håndstøvsugeren, det gør altså en forskel. Det er dødnemt og igen; det erstatter ikke rigtig støvsugning, men den er altså ret rar, lige at have ved hånden som supplement. Og prisen er ret fair. Pssst: størrelsen gør også at 7-årig storesøster kan hjælpe. Smart. 

9. Løghakker
Nogle opfindelser vidste man ikke, at man manglede, før man blev introduceret. Og nogle opfindelser virker så oplagte, at man undres, hvorfor andre overhovedet gør noget andet. Sådan har jeg det med løghakkeren. Jeg HADER løg! Altså, jeg erkender, at de er et nødvendigt onde i madlavningen – men jeg afskyr som pesten at hakke dem og mine øjne dør lidt hver gang. Jeg syntes det er helt utåleligt. Det svier og kløer og jeg er næsten ikke engang i stand til at være i et rum, hvor en anden skærer løg. Jeg kan ikke fordrage lugten. Og førhen undgik jeg simpelthen bare løg, hvis jeg var alene hjemme. Jeg magtede det simpelthen ikke. Det her er sgu smart, altså. Jubeldans.

10. Køkkenmaskinen
Den her ejer jeg ikke. Endnu. Men det gad jeg godt. Og en dag, så skal den blive min. Alle jeg kender, der har én, siger det er en guds gave. Og jeg tror dem. Jeg er ikke den store køkken-mutter, det vedkender jeg, men den her ville klart gøre alting sjovere og nemmere. Og for sådan én som mig, der lige skal have et kærligt skub ud til gryderne, så er netop ord som sjovt og nemt ret afgørende for resten af processen og udførelsen.

11. Steamer
Det her er bare den store udgave af nr. 2. Den kan lidt mere og har langt større kapacitet. Selv har vi blot en håndsteamer og den er vi som sagt virkelig begejstrede for, men på mit gamle arbejde, hvor vi havde meget tøj, der skulle glattes og hænges op, der havde vi sådan én her. Og den er jo så smart! Det er så meget hurtigere end at stryge og resultatet er faktisk ofte pænere, synes jeg. Jeg kunne godt finde på også at investere i den her. Skal bare lige overveje, hvor man så har den stående henne.

   

5 kommentarer

  • Katrine

    Jeg er vild med indlægget! Ønsker selv robotstøvsuger, steamer og en håndstøvsuger. Jeg har også smoothiemakeren, men kunne godt bruge lidt inspiration. Hvad putter I i jeres smoothies?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er helt vildt at tænke på hvor meget elektronik vi har puttet end i vores hverdag. Og jeg er ikke bedre. Noget af mit kæreste eje er min køkkenmaskine…og den laver ikke noget jeg ikke godt kunne have klaret i hånden. Det er bare såå meget nemmere med den. Så hurra for alle de nemme løsninger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, lige præcis. Det er ret vildt. Og så har man jo ikke engang nævnt alle de allermest åbenlyse sager 😉 Men altså. Ligesom dig, så byder jeg de nemme løsninger velkommen herhjemme! Hvorfor gøre det hele sværere end det behøver? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Mon min første kommentar ikke blev godkendt? Nå, men så må jeg skrive den igen 😉
    Jeg er vild med indlægget, har selv flere af produkterne og ønsker mig især den lille steamer og robotstøvsugeren 😉 Jeg savner lidt inspiration til smoothiemakeren – hvad laver i mon af lækre sager?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Hejsa, nej jeg fik vist bare aldrig godkendt den – da jeg ikke fik ordentlig computertid i weekenden 😉 Vi laver alle mulige blandinger. Når børnene skal have er de mest til alle de klassiske med banan og bær og den slags. Men også mango og gulerod er hit. Vi mikser egentlig blot efter behov, er ikke så god til det der med at følge opskrifter 🙂 Ofte bliver det et miks af hvad vi har liggende – og det er mest frosne bær i fryseren, æbler, bananer, kiwi og den slags….men jeg tror godt, vi kunne blive endnu bedre!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

ORANGE FEELING - TILSAT PINK