CAN’T FIGHT THE MOONLIGHT

FUN FACTS OM ELLIOT

– Han elsker is. Virkelig meget. Det første ord, han lærte at sige var Elin – det andet var is. Han spiser ikke is – han inhalerer dem. Han flytter den ikke fra læberene, før den er spist og han deler ikke! Og så er det i øvrigt det ENESTE tidspunkt, hvor han sidder helt stille uden at bevæge sig; når han spiser is.

– Foruden Elin og is, så kan han sige far, Hubert (bedste ven i vuggeren) og Tess (farmor og farfars hund). Men ikke mor :/ og nåå ja; så kan han sige MIN!!!! Og det gør han så. Heeele tiden. Alting er øjensynligt hans.

– Han er vild med biler! Især store biler og store dæk. Han klapper på alle store bildæk, han kommer forbi på sin vej, og han VIL hen til alle biler og klappe køleren, hvis der er den mindste mulighed herfor. Han er i særdeleshed vild med busser og postvogne. Når vi går langs vejen, kan der passere flere lækre åbne cabriolet, men han ænser dem næsten ikke et blik. Kommer der så en postvogn – I ved sådan en gammel, slidt gul én med stor bagsmæk – så kommer der piv-åben mund, han peger, vinker, jubler, hviner, og råber ÅÅRRH! ÅÅRHH!! Det er det vildeste i hans verden 😉

– Han er også helt pjattet med tøj med biler på. Alt andet tøj skænker han ikke et blik. Men hvis han selv eller andre har tøj på med biler på, så peger han og jubler og siger Årrh!!

– Desuden er han helt fjollet begejstret for kødpølse. Han spiser grotesk meget kødpølse.

– Han er helt pjattet med sin storesøster. Han ser virkelig op til hende og hvis han for eksempel slår sig, så går han først over til hende for at blive trøstet. De er simpelthen så søde og kærlige overfor hinanden. Det meste af tiden. Hvis hun falder og slå sig, så kommer han styrtende med en legetøjsbil til at trøste hende.

– Han er meget interesseret i hendes megen Playmobil. Det skyldes nok mest, at han kan se, det er noget, hun er rigtig glad for og leger meget med. Derfor bliver det interessant for ham. Men han er endnu for lille til at kunne lege med store dele af det. Men det er så sødt, når han står med hovedet på skrå lidt på afstand og prøver at hoppe ind i legen.

– Han falder ikke i søvn med en bamse som mange andre børn. Han falder oftest i søvn med en bil i hånden.

– Han er mørkeræd. Sådan big time. Meget underligt, da han har haft det sådan siden han var helt lille. I starten tog det lidt tid for os, at forstå, at det var sådan. Men han bliver tydeligt meget utryg ved mørke. Det gælder eksempelvis også, hvis vi ved højlys dag kører ned i en parkeringskælder eller en tunnel. Også selvom vi alle 4 sidder i bilen og storesøster er lige ved siden af til at holde i hånden. Han er derfor heller ikke særligt god at køre i bil med om aftenen.

– Han er angst for elevatorer. Jeg tror, han lider af noget klaustrofobi. Jeg havde det faktisk selv som barn, men har det ikke længere? Han går helt bananas. Hver gang. Jeg kan huske, jeg havde meget svært ved små, tætte rum og engang er jeg besvimet i en blomsterbutik, fordi jeg følte, den var alt for lille. Men det gik over, da jeg var 10-12 år. Mærkeligt.

– Han elsker musik. Ret sjovt, for storesøster har aldrig vist samme engagement. Han elsker at høre høj musik og sidde med en højtaler i hånden og han danser på livet løs til musikken.

– Han er meget viljestærk. Han giver ikke sådan op på projekter, han har sat sig for. Men det gælder nok for alle familiens medlemmer.

– Han er meget stærk. Har nærmest flere kræfter end mig. Lige siden han var helt nyfødt, har han haft de vildeste ryg og nakke muskler. Sundhedsplejersken bemærkede det også øjeblikkeligt og havde aldrig set lignende. Han løftede hovedet og lå på albuer allerede få uger gammel. Vi kalder ham human bulldozer for sjov.
For han pløjer sig vitterligt igennem alverdens forhindringer og flytter store møbler og tunge døre barrikaderet med stole og andet, som storesøster sætter op for at lege i fred, uden problemer. Hvis han vil et sted hen – så kommer han det. Uanset hvad. De bemærkede det også lynhurtigt i vuggestuen, fordi han var en af de yngste, da han startede, men han tromlede alle andre, for at komme frem. Han er komplet ligeglad, hvilke forhindringer, der står i vejen – han pløjer sig bare igennem dem. Og det forekommer mig, at det ikke har synderligt meget at gøre med intellekt. Jeg tror ikke, han udregner eller gennemtænker, hvordan det skal lykkes ham, at mase sig igennem – han bruger bare sin vægt.

– Han kravlede og gik derfor også meget tidligt. Det er sjovt at sammenligne, for med begge børn har vi været på vores store Thailandstur, da de var ca. 5 måneder gamle. Storesøster bevægede sig slet ikke. Hun kunne bare ligge på en seng, mens vi gik udenfor på terrassen til eksempel. Hun end ikke rullede på dét tidspunkt. Elliot kravlede rundt med fuld speed, hvilket for eksempel også gjorde vores strandture anden gang en del mere hektiske 😉

– I forlængelse af ovenstående, så er han VILDT tung. Og lige nu i en fase, hvor han allerhelst hænger på armen. Det er særligt udmattende, når jeg afleverer storesøster i skole om morgenen, der ligger på 2. sal. Der er stort set ingen, der sådan rigtig tager det seriøst eller helt tror på det, når jeg forklarer min gennemblødte bluse og mit tomatrøde fjæs med dette. Indtil folk selv har stået med ham på armen i 5 minutter. Det er så skørt. Det er totalt dødvægt og jeg fatter ikke, hvad han er lavet af. Han er SÅ tung. To gange har jeg løftet andre fra hans stue i vuggestuen, begge drengebørn, begge nogle måneder ældre – og begge gange var jeg nærmest ved at tabe dem, fordi de var så abnormt lette. De vejede ingenting!

   

4 kommentarer

  • Louise

    Skønt indlæg. Elsker din evne til altid at beskrive “det sure med det søde” med humor, respekt og kærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak, hvor er det en dejlig kommentar. Det er jeg sørme glad for.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, skønne Elliot … Jeg ved jeg har nævnt det før, men han er altså noget af det mest bedårende. Han lyder som en skøn fyr, men også lidt en håndfuld …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak:-) han er også lige præcis det..så enormt kærlig og skøn, men bestemt også en krudtugle ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

CAN’T FIGHT THE MOONLIGHT