TING JEG ER ENE OM AT HADE - OG ELSKE

SOMMEREN ER FORBI NU….

Jeg kan næsten høre det: C.V. Jørgensen, der synger ”sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj af sted”……

Det tis regner udenfor og jeg kigger lige nu en smule længselsfuldt mod brændeovnen, for om lidt, så er det koldt nok til at jeg må tænde op i den…

”…endnu et kærtegn, endnu et kys, endnu en dans er forbi, du er svimmel, men uforløst indeni…, synger C.V.” Og så alligevel ikke. For det har været en vild sommer.

Det bliver vores reference-sommer. Vores generation vil huske den her sommer, og tilmed, så vil vi efter ret stor sandsynlighed, ikke komme til at opleve det igen. I hvert fald ikke, hvis der skal gå lige så lang tid til rekorden slås, som der hidtil har gjort. For det er ikke kun en følelse, det dér med, at sommeren var vild. Det var den.

Juli i år er den tørreste af sin slags nogensinde målt og efter 71 år på førstepladsen, så har sommeren 1947 måttet vige for 2018.

2018 er simpelthen den mest solrige sommer nogensinde her i lille Danmark. Og tænkt engang, maj måned er ikke en gang med i dén statistik, fordi det betegnes som forårsmåned og ikke sommermåned. Og maj fik altså intet mindre end 363 timers solskin i år! Den mest solrige kalendermåned i Danmark i 98 år!

Så ja, der er ikke noget at sige til, at jeg synes, sommeren har været god ved os, at jeg er rig på smukke solnedgange og varme sommermorgener med sand mellem tæerne, aldrig har jeg badet så meget, aldrig har jeg brugt så meget solcreme hjemme i Danmark.

Og samtidig med at det de facto ikke er til at løbe fra, at sommeren HAR været lang, så har jeg tilmed følt den endnu længere, fordi jeg tyvstartede i månederne optil. I april var jeg et smut i Firenze, der faktisk var bagende varm og i marts var jeg så heldig at være på krydstogt med verdens største krydstogtskib fra Malaga til Barcelona. Vi rejste i tyk sweater og landede i regulær snestorm, men de fire dage, vi var på havet, sad jeg i badedragt med kulørte drinks i hånden. Kort sagt, jeg har faktisk fået sol og sommer, pool og strand HVER måned fra marts – august i år.

Og….jeg skal faktisk både af sted igen her i september og igen oktober. Så jeg er helt og aldeles sommerforkælet i år. En seriøs vinternedtur kunne godt gå hen og blive en realitet næste år, tænker jeg. 2018 bliver meget meget svær at toppe.

Og når alt dette er said and done, så sidder jeg også tilbage med følelsen af, at de daggamle håbefulde krav til en endeløs, altopslugende sommer har lagt sig en smule med alderen. Jeg genkender ikke længere følelsen af at være gået glip af sommerens fest eller årets sammenkomst. Jeg har nydt sommeren, som den var og svømmet i havet hele kysten rundt med mine børn, jeg har drukket vin, tændt bål på standen, aftenbadet og kysset i morgensolen. Leget tag-fat i klitterne, været på brombær rov og set stjernehimmel fra terrassen i bare tæer. Jeg har luget bed i haven og cyklet rundt i sommerlandet.

Og nu er hverdagen tilbage på samme præmisser, som før det hele begyndte. En slags genoprettelse af en orden, jeg faktisk har savnet og har det godt med. Vi er tilbage på job, i skolen, ved madpakkerne, vækkeuret og de travle morgener. Og det er rart.

Jeg har – for første gang nogensinde, tror jeg – en følelse af, at jeg fik NOK sommer. Jeg fik det sommer, jeg higede efter, plus alt det løse og lidt til oveni. Jeg har ikke den der uforløste følelse, som jeg plejer, når kalenderen sniger sig over i september og træerne begynder at smide deres sommerdragt. End ikke regnen irriterer mig. Den varsler en ny sæson og jeg glæder mig til alt det, sidste halvår af 2018 har at byde på.

Sommeren er forbi nu og den næsten fløj af sted. Ja tak. Den var lang og varm og helt vidunderlig. Historisk og uden sidestykke. Men jeg er ikke svimmel og uforløst.

 

1 kommentar

  • Hvor rammer du godt præcist den følelse jeg også sidder med. At det har været en fantastisk sommer, men at det er ok, at den er slut nu, for jeg har fået sommer nok (for i år) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

TING JEG ER ENE OM AT HADE - OG ELSKE