DET PERFEKTE SIDEBORD I GRØN BETON

10 SJOVE HISTORIER OM MIN ”KARRIEREVEJ”

1.
Jeg har som ung og studerende arbejdet i en undertøjsbutik, og jeg har derfor målt ufatteligt mange brystpartier. Jeg kan stadig, næsten på det blotte øjemål, gætte hvad størrelse BH folk er 😉 Og de fleste går ikke i deres faktisk størrelse.

2.
I samme job var det en tand grænseoverskridende, de første gange jeg var med til at fange en butikstyv. I kan jo selv gætte, hvordan de skjulte undertøjet 😉 Det var lidt mærkeligt første gang jeg skulle tilbageholde en voksen dame og bede hende følge med ud i baglokalet. ”Du er under mistanke for butikstyveri. Vær venlig at tage alt tøjet af!”……

3.
Jeg har arbejdet på en fabrik om natten, hvor vi gik med høreværn og lavede keramiske laserplader til elektronik-industrien. Det var et drømmejob, dengang. Vi var unge og synes det var mega fedt at være oppe hele natten. Vi sad med høreværn på og åd chips inde ved maskinerne natten lang. Der kom sjældent nogen chef og holdt øje – han sov vel. Vi kunne ryge ude i baglokalet og det gav væsentligt højere løn end de jobs, jeg ellers typisk ville have kunnet få dengang.

4.
På selvsamme job, der mødte jeg typisk klokken 22.00 og havde fri kl. 06.00, tror jeg nok. En nat, der havde jeg vagt alene og glemt min madpakke. Jeg kunne ikke overskue en nat uden mad, så jeg ringede naturligvis og klagede min nød til min far kl. 02.30 om natten (Flot).

Min kære far forbarmede sig og kørte ud med madpakken. Problemet var så bare, at jeg havde låst alle døre, da jeg sad der alene og sad inde i maskinrummet med høreværn på. Min far er forsøgt at gå omkring bygningen nogle gange og banke på ruder og døre, men uden held. Til sidst finder han et køkkenvindue, der er minimalt åbent, men på en låst haspe. Han beslutter at forsøge at mase sig igennem. Mens han hænger dér, godt kilet fast, der kommer naboen forbi med sin hund i mørket.

Lang historie kort: Min chef bliver ringet op af politiet, der har fået oplysninger om en yderst mistænkelig mand, der lister rundt ude på hans grund og nu har tiltvunget sig adgang til bygningen på uortodoks vis…..jeg sidder imens intetanende inde på min pind og æder chips. Ja, faderkærlighed er ikke til at spørge med 😉

5.
På samme arbejde, der havde jeg endnu et mad-relateret ”uheld”.

Jeg tror, jeg gik i 9. klasse på det her tidspunkt og det skal siges, at vi aldrig havde haft micro-ovn. Jeg vidste ikke helt, hvad sådan en fætter egentlig kunne. Jeg er igen alene på fabrikken og beslutter omkring kl. 03.00, at jeg er drønsulten og vil lave en frysepizza. Jeg mindes noget med at min mor altid forvarmer ovnen i ca. 30. minutter derhjemme på fuld varme, inden hun putter pizza ind, så jeg efteraber naturligvis forløbet. Indstiller micro-ovnen på højeste varme, sætter den til at køre rundt i 30 minutter og forlader køkkenet, går ind i maskinrummet og tager mine høreværn på. (Selv uden høreværn, kunne man intet høre, maskinerne larmede sygt højt). På et eller andet tidspunkt synes jeg godt, der lugter brændt. Men det gjorde de her lasermaskiner nogle gange. Men så ser jeg røg komme ind i lokalet under døren. Rigtig meget røg.

……..Lad os ikke dvæle mere ved graden af denne histories dumhed. Lad os ikke trække det længere. Det var kort sagt et temmelig hårrejsende syn, der mødte mig i køkkenet. Den stakkels lille ovn var eksploderet. Som i: EKSPLODERET. ALT var sort. Fra gulv til loft. Der lugtede så fælt af brændt plastik, at det var helt utåleligt og den lille glasplade, der kørte rundt inde i ovnen, var blevet kastet som en katapult ud af ovnen, havde lavet et kæmpe hak i den ene væg og var naturligvis sprængt i stykker. Der var desforuden gået ild i nogle viskestykker, der havde ligget tæt ved ovnen.

Jeg slap med en løftet pegefinger fra chefen. Og spiste kold pizza dén nat.

PS: Der lugtede af brændt bildæk i køkkenet i flere måneder efter.

6.
Nu er det vist på tide, at jeg bringer nogle af mine mere kulturelle jobs på banen 😉

Jeg arbejdede som studerende på Det Kongelige Bibliotek, hvor jeg blandt andet var omviser og fik lov at vise folk rundt i de gamle bogarkiver, der ellers er helt lukket for offentligheden. Det job var jeg meget glad for. Det bedste var søndagsvagterne, hvor man skulle komme sammen med vagtcentralen tidligt om morgenen, men hvor huset først åbnede flere timer efter for offentligheden. Så kunne man sidde og lave lektier og skrive opgave – og få løn for det imens.

Men okay….nu jeg tænker over det, var det også en ok fed arbejdsdag, den dag jeg drak vin med Salman Rushdie efter lukketid, eller dengang jeg fik lov at gå på toilettet med prinsesse Mary. Jojo…International Forfatterscene i Den Sorte Diamant kan noget.

7.
Siden har jeg arbejdet som underviser på VUF i dansk for 2. sprogede, hvor jeg blandt andet skulle lære en kineser, en russer, en araber, en afrikaner, en thailænder og en koreaner at skrive og tale dansk. Det var udfordrende, sjovt og meget lærerigt. De var så søde og det var så rørende, når de fik gode eksamener og klarede sig godt, fordi det virkelig betød meget for dem. Og for filan – det må være svært at lære dansk, når man enten har en helt anden sprogstamme, slet ikke har et alfabet eller er vandt til at læse bagfra. Gosh.

8.
Jeg har også arbejdet som journalist på DR, Information og Politiken og min allerførste artikel var for Politiken, en reportage fra et poetry-slam i Blågårdsgade, hvor de optrædende reciterede digte og kastede med rådden salat. Så deeet.

9.
Da jeg fik jobbet på DR, læste jeg på sidste semester på Litteraturvidenskab på Universitetet, inden mit speciale. Jeg manglede et par ECTS point og havde to små fag, men ingen af dem havde mødepligt. Bare jeg bestod. Jeg søgte og fik jobbet på DR, men på dén betingelse, at jeg foruden selve stillingen, der var fuldtid, også tog ekstra speak-træning. Jeg valgte derfor ikke at komme til nogen undervisningstimer. Jeg læste det hele op på selvstudie i weekenderne og de aftner, hvor der var tid. Til den sidste undervisningsgang, der besluttede jeg at tage metroen fra DR-byen det ene stop til uni, bare lige for at få en opsamling eller lignende, måske der var noget, jeg havde misset;)

Min underviser bliver så provokeret af, at jeg ikke har været mødt op, at han hænger mig ud foran hele holdet. Han var nedladende, ondskabsfuld og ikke særligt rar. Han slutter med at spørge mig med sarkastisk stemme, om jeg påtænker at gå til eksamen? Jeg svarer ja. Han læner sig ind over min plads, sætter hovedet HELT op i mit ansigt og hvæser ud mellem tænderne: ”GOD.FORNØJELSE!”

Jeg ender simpelthen med at få 12 et par uger efter til eksamen. Går derfra med bøjet hoved alligevel. Jeg turde ikke se ham i øjnene, da censoren giver mig karakteren. Jeg vidste, han skummede af vrede.

To år efter, der er han blevet anmelder på en af landets førende aviser og er blevet ”et navn”. Og en dag, der får jeg en invite på LinkedIn. Det er ham, der mener, vi har en masse til fælles og om ikke jeg vil ud at have et glas med ham….

Det svarede jeg pænt nej tak til.

10.
Jeg har arbejdet på et advokatkontor (i Presse- og kommunikationsafdelingen, aner nada om jura), på et PR bureau og på Rambøll, der er en ingeniør virksomhed. Jeg har af flere omgange været freelance og selvstændig, fordi sådan er journalist jobbet ofte og jeg har skrevet for alverdens mystiske og mærkelige magasiner. Jeg har haft et utal af mystiske jobs, store som små, kun to gange, der har jeg ikke følt mig godt tilpas. Den ene gang var på advokatkontoret, det var et forkert match. Her sagde jeg selv op. Den anden gang var som telefonsælger i en noget ulden virksomhed, viste det sig. Her blev jeg fyret efter 14 dage, fordi jeg face to face fortalte min chef, at jeg nægtede at lyve for folk i telefonen, som hun havde bedt mig om. Jeg var lige flyttet hjemmefra og boede til leje på et værelse, der var alt for dyrt og jeg græd hele vejen hjem i bussen. Jeg synes, det var så flovt og skamfuldt at blive fyret.

 

 

 

 

 

 

4 kommentarer

  • Rigtig god idé til et indlæg – skægt at læse med 😀
    Jeg satte røgalarmen igang på job i sidste uge – flamberet bagepapir er ikke sagen, og de tre brandmænd tog det gudskelov pænt :p Men kæft altså, jeg var ikke helt stolt.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Virkelig underholdende læsning! Var helt færdig af grin over dit frysepizza-stunt😂😂😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

DET PERFEKTE SIDEBORD I GRØN BETON