JEG HAR IKKE SOVET I TO ÅR

INSTAGRAM OG VIRKELIGHEDEN

Jeg har skrevet om det nogle gange herinde allerede. Eksempelvis her eller her. Det der med, hvordan Instagram nogle gange får det til at se ud som om, at alle andre bare lever det fede liv fuld af overskud med genspejl i solbrillen og kold rosé ad libitum.

Og vi ved det jo alle sammen godt; at det ikke er hele virkeligheden, i hvert fald ikke min. Men jeg putter faktisk en god portion energi i og sætter en vis ære i, at se glasset halvt fuldt frem for tomt. Og jeg elsker gode oplevelser, gode øjeblikke. Jeg nyder, når andre deler deres – og jeg kan nok ikke sige mig fri for, at jeg heller ikke undlader at gøre det selv.

Vi har lige haft verdens bedste weekend, fuld af masser af overskud og energi. Indian summer iblandet en helt tom kalender og to små spilopmagere udgjorde en perfekt kombi af lange, dovne dage i efterårssolen, kronhjorte og rugbrødsklappere på en bænk i dyrehaven, chokoladekage ved en vejkant og Louisiana i orange klædedragt.

Og det hele var sgu næsten for meget af det gode. Vi taler boblende små børn, der kluk lér i den lavthængende oktobersol, mens de går på kastanjejagt i efterårets blade, og deres latter blander sig med et skær af varmedis over Dyrehavens vidder.

Og sådan kunne jeg blive ved. For derefter stoppede vi ved det lille lyserøde kagehus nær Vedbæk, der ligger ud til vandet og laver en mean æblekage. Hvor begge børn guddødemig også artede sig, hvor vi lige, 1-2-3, fik lagt en kløgtig madplan for de følgende dage og på vejen hjem købt ind til ekstra lækker aftensmad, for så at gå i seng på et glas god rødvin og søndag stå op til endnu en smuk solskinsdag, der ramte næsten 20 grader.

Indsæt herfra Louisiana i solskind, et eksplosion af orange og rødbrændte blade, havbrus, månesnak og timers leg i børnehuset, en brombærkage med hvidvin og en dejlig familiemiddag søndag aften, hvor størstebarnet blev og overnattede til mandag.

Jeg behøver jo slet ikke Instagram for at bombardere jer med små perfekte nedslags-billeder, vel? Jeg tænker, I allerede, bare via min ovenstående beskrivelse, er ved at nå kvalmegrænsen? 😉

Men med til dén fortælling hører også, at netop de her to perfekte dage er de eneste, vi som familie alle fire har haft sammen, siden vi for 11 dage siden kom hjem fra ferie. Og de er de eneste to dage, vi får sammen alle fire resten af efterårsferien og en god del af næste uge frem også.

Jobpres, almindelig logistik, travle kalendere og skiftende arbejdstider gør, at jeg har været græsenke i lidt over en uge med alt, hvad det indebærer af fuld knald på hverdagsstress, kompakt skemalægning og regulær søvnmangel. Jeg er lige kommet hjem efter et par dage i eksil hos mine forældre, hvor nogen lavede mad til mig og hvor jeg gik omkuld på en sofa kl. 16.30 med savl ned af kinden, mens andre gik en tur med mine krudtugler.

I nat kommer min mand hjem fra London og i morgen aften kører børnene i sommerhus hos farmor og farfar, så vi lige har en enkelt datenight i vente og måske en mulighed for rent faktisk at få kommunikeret sammen. Derfra drager min mand op til dem og jeg skal bruge resten af efterårsferien begravet i en computer og nogle lede deadlines, der ånder mig klamt i nakken.

Den perfekte weekend var altså ikke bare perfekt, fordi solen skinnede og bladene var orangerøde. Den var ikke bare perfekt, fordi vi stopfodrede børnene med kage, kulturelle input og kronhjorte i parringsleg, den var også perfekt, fordi det var de eneste to dage, jeg fik vasket hår i sidste uge. Og fordi det var de eneste to dage, hvor jeg ikke løb ud af døren klokken kvart i kvalme med et grædende barn på armen og en mopset tweenager on the side. Mens jeg selv lignede noget, der kunne have været udsmykning til en Halloween fest. Men allermest fordi, det var de to dage, vi havde sammen. Bare os fire. Uden anden agenda end hygge og nærvær.

Dén fortælling får man ikke med på Instagram. Og det er dét, man skal huske sig selv på nogle gange. At selvom glasset ser helt fuldt ud alle andre steder og man selv øver sig i at feje det halvtomme af banen, så er der altid alle de ting, øjet ikke lige ser. Det perfekte feed er ikke lig med det perfekte liv, for det findes jo ikke. Og det perfekte feed er heller ikke nødvendigvis skabt for at iscenesætte det perfekte liv. Det kan faktisk bare være, at de små øjeblikke og magiske stunder bliver delt, fordi de fortjener at leve lidt længere. Fordi de opvejer askegrå render under øjnene og købelasagne fra Netto og morgenstress og sure børn og fedtet hår og følelsen af at stå lidt alene.

 

Ps: Min jakke er denne her og efterårets favorit! 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

JEG HAR IKKE SOVET I TO ÅR