DRØMMEN OM EN HYTTE I NORGE

ET STORT CHOK, EN UNDERLIG WEEKEND OG DAGENS HELT

Åh, mand – den her weekend. Den har været……

Hektisk, hyggelig, tiltrængt, turbulent, tæt, tung og helt skør. Rar og rolig, travl og tosset. På én og samme tid. Kender I det? Min kære mand har været på herretur i vildmarken med 10 gutter og kort forinden var jeg jo i Marrakech. Både børn og jeg havde derfor egentlig bare mest brug for tre dage sammen uden planer og med nærvær. Vi hyggede bare fredag og igen hele lørdagen. Sådan en langsom lørdag med legeplads, linsesuppe og dyner i sofaen. Tur ned til søen, lørdagsshow i TV, kage og weekendsnold. Intet storslået, bare stille og roligt og rart. Masser af leg på gulvet og en tegne konkurrence. Vi tegnede hekse og edderkopper, inspireret af Halloween, men jeg tabte, da min heks åbenbart mere lignede en syg trold og min edderkop øjensynligt var en myre.

Søndag havde vi allieret os med gode venner. Min datter havde længe efterspurgt en legeaftale med en kær veninde og vi tog i Zoo og kiggede på dyr, fik brændt uanede mængder af energi af på legepladsen (ok, mest de små af os, de store drak kaffe på en bænk i støvregnen) og så tog vi hjem og bagte cupcakes og sluttede på McDonalds med manér. Alt i alt en rigtig rigtig fin og dejlig weekend.

Men samtidig også en weekend, hvor min store pige har talt rigtig meget om savnet til far, hvor vi har måtte tage nogle dybe snakke om det med en gang imellem at være adskilt, hvor Elliot slet ikke har sovet og hvor jeg derfor har været så træt helt ind i knoglemargen, at jeg har sat mælk i køkkenskabet og mel i køleskabet. Hvor vi skulle igennem byen med tre busser, hvoraf to af dem var omlagt og derfor ikke lå, hvor de plejede for at komme til Zoo og hvor Elliot også besluttede at droppe middagslur helt. Hvor energien var lige lovlig høj søndag, nok grundet de to meget langsomme dage forinden og det faktum, at børnene havde besøg af to gode venner. Og den energi – den endte altså desværre i, at begge mine børn sent søndag eftermiddag faldt ned af trappen sammen.

Gisp.

De var på værelset sammen og lege og Elliot ville pludselig gerne op. Han kan ikke tage trappen selv, da den er ret sejl og vi har af selvsamme årsag også længe haft gitter på. Min store pige beslutter så at hun kan hjælpe ham. De går sammen med hinanden i hånden og hun støtter ham på ryggen. Jeg får øje på dem og beder hende gå ned med ham igen, da det er for farligt. I samme sekund drejer Elliot rundt om sig selv og begge børn får over balance og så falder de hele vejen baglæns ned. Elliot lander på hovedet. Åh mand.

Man har altså lige et par sekunder, hvor pulsen bare stiger til level 1000 og man får prikker for øjnene af rædsel. Heldigvis skete der ikke noget. Storesøster slog sit ben, men heldigvis bare overfladisk og Elliot har skrabet ansigtet, men slap meget billigt uden noget særligt. Det helt samme skete for Elin for nogle år siden, måske to år siden, og hun slog sig simpelthen så meget og ligende et trafikuheld bagefter. Dengang brugte vi hele aftenen på skadestuen og med at overvåge hende. Sådan gik det heldigvis ikke denne gang. De rejste sig relativt hurtigt og sundede sig og efter lidt trøst og nus, så løb de rundt og pjattede igen.

Men svar mig lige på, hvorfor sådan noget altid sker, når man er alene hjemme?? Det er så typisk.

Hvor man bare rætti godt gad, at familien var samlet. Det varede jo for pokker blot ganske få sekunder og efterfølgende minutter, før jeg kunne konstatere, at alt var ok. Men i dét tidsrum, der nåede mine tanker jo at løbe HELT løbsk. Her havde jeg lige siddet og talt fornuftigt voksent med min datter om, hvor lidt det betød, at far bare lige var væk et par dage, at der ikke skete noget ved at vi var lidt alene hjemme en gang imellem, at vi jo sagtens kunne gøre alt det samme bare os, etc. etc. Og pludselig ser jeg begge mine børn i øjnene, mens de styrter baglæns ud over verdens mest stejle trapper og tager den hele vejen ned og lander i umulige stillinger for enden…….Ser for mig, hvordan jeg herfra skal handle. Hvordan skal jeg få fat i min mand, der sidder i en svensk skov uden netforbindelse, overvejer hvordan vi kommer til skadestuen, hvilket barn skal jeg bære, kan ikke løfte dem begge, hvem slog sig mest, hvordan skal jeg berolige min datter, der bare vil have sin far….alle de her dumme, dumme, irrationelle tanker. For helvede altså.

Nå, vigtigst er, at vi mest af alt fik et kæmpe chok og at alle var ok. Og det var i virkeligheden bare en lille parentes i en ellers god og skøn weekend.

En lille parentes, ligesom dén, hvor jeg lidt tidligere samme dag står i 4A på vej mod Zoo og fodrer lillebror med en kiks, men storesøster underholder med klappe-lege, hun har lært i skolen. Jeg indrømmer; jeg VAR træt, det havde taget flere timer at komme ud af døren og vi havde allerede haft to vantekriser og en drikkedunk-krise, jeg havde skiftet bus to gange, måtte vente forgæves på endnu en, da der ikke var plads til barnevognen, gået forkert til sidste bus efter en forkert henvisning og var halvvåd og havde ikke nået at spise selv – og nå, ja – ikke sovet i flere dage overhovedet. Så to be fair – jeg så sgu sikkert også ud derefter, haha. Men alligevel. Jeg følte mig faktisk sådan ret ovenpå.

Pludselig kommer en ældre herre hen til mig og sludrer lidt med Elliot i barnevognen. Han trykker på den røde knap og gør klar til at stå af. Og da dørene åbner, kaster han den her imod mig, som jeg griber. Jeg ser den først, da han er gået ud:

Og ja. Det var da ærligt talt skide sødt af ham. Det bliver man da glad for…..samtidig med at man tænker, at det måske var meget godt, at manden er hjemme i dag igen. Og om man mon skulle overveje Botox? Jeg så åbenbart meget træt ud, tænker jeg 😉 

 

Elliots trælegetøj er herfra:

Raket fra Bloomingville her 

Den kan også findes her 

Mini træ-trækdyr kan fåes her 

Blågrønt gulvtæppe fra Bloomingville her 

 

 

 

 

4 kommentarer

  • Nanna

    Øv, sover Elliott stadig slet ikke om natten? Fik i tjekket hans ører ved en ørelæge?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Næ, desværre. Vi har haft ham til kraniosekral terapeut og været forbi ørelæge. fik tid til dræn, men blev aflyst, da de ikke kunne finde noget væske på øret. suk…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna

      Hjælper det heller ikke med kraniosekral?
      Sover han overhovedet ikke?
      Håber det er OK jeg spørger. Ved ikke hvorfor men har tænkt på dig på det sidste! haha. Det er simpelthen så opslidende ikke at få sin søvn 🙁 Jeg går ud fra i har prøvet stort set alt.. Vores søn på 2 år sover i en Babybag sovepose, og det hjælper helt klart på, at han sover mere roligt. Men igen, børn er jo forskellige..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Det er da så sødt af dig, at du spørger! Jeg elsker, at I er så betænksomme!
      Altså, han sove marginalt bedre…lidt færre opvågninger. Men stadig for mange, synes jeg.
      Efter to gange har kraniosekral ikke virker overhovedet nej. Posen har jeg ikke prøvet, har bare hørt fra mange venner, at den ikke virkede? Men det er self forsøget værd 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

DRØMMEN OM EN HYTTE I NORGE