GOD JUL FRA TANDLØS OG TERRORISTEN

DE TI MEST LÆSTE INDLÆG 2018

Året lakker mod enden og vanen tro, er det meget sjovt at sidde og kigge lidt tilbage på året, der gik – herinde. For det er selvsagt ikke alt, der ender her. Nogle gange helt bevidst. Andre gange bare på grund af tid, logistisk og alminelig hverdag, der tager over. Sådan er det. Og det er så fint.

Som altid er det lidt en blandet landhandel. Men sådan er det jo her hos mig. Jeg ved godt, at alle strategiske typer anbefaler, at man, når man blogger, holder sig til ét hovedemne og specialiserer sig indenfor dét. Enten mode, bolig, mad, børn, whatever. Men jeg har mange kasketter på, mange ting, der optager min hverdag og dermed mine tanker – og jeg nyder at dele det med jer. Jeg skal ikke leve af min blog, jeg skal hygge mig med at have den. Og derfor insisterer jeg på, at fylde på herinde, med dét, der giver mening for mig, uanset, om det strategisk er det klogeste.

Familieliv, rejser, bolig, interiør, lidt tanker. Det er vist meget godt opsummeret, hvad der fylder mest her. Og det er også heriblandt, at årets 10 mest læste indlæg befinder sig. Alle rejseindlæg har jeg samlet i et helt indlæg for sig. Det kommer en af dagene.

1 Fedt nok

Det er faktisk sjældent, at jeg deler personlige tanker, når det gælder lige præcis kropsidealer og selvfølelse. Det er der mange årsager til. Dels er jeg god til, at ’lade det gå’. Uanset om jeg har disse tanker, så er livet for kort til, at lade dem tage alt for meget over. Desuden, så har jeg af uvisse årsager nemmere ved at tale om udfordringer på familielivets front, jobfronten eller andet, end jeg har ved at skrive om det samme, når det gælder min egen selvopfattelse. Det gjorde jeg så alligevel her. Og det var I rigtig mange, der læste med på. Tak for det – og for de søde og gode kommentarer, der fulgte.

2 Vores hus før og efter

Der er generelt stor interesse for mit boligstof og det er et af de emner, jeg gerne vil uddybe og sætte mere spalteplads af til. Det må være et mål for 2019. Jeg elsker selv alt, hvad der falder i denne kategori og de fleste af de profiler, jeg efterhånden selv følger, er i stor grad bolig og interiør blogs. Jeg har så mange drømme og planer for vores hus, men har ikke rigtig fået eksekveret på så mange af dem, nok mestendels, fordi jeg har sovet sammenlagt 11 timer i hele 2018. Host.

Men jeg fik da lavet et indlæg her om vores hus før/efter. Udenpå. Det samme indlæg med indvendig vinkel mangler endnu. Men at dømme ud fra besøgstallet på dette, kunne det være jeg skulle tage mig sammen og få det lavet?

3 Anden gang: fra et til to børn

Åh, I var mange, der læste med her. Og det er nok fordi, det er helt almindelige følelser og overvejelser og måske er noget af det, som mange kan relatere til. Jeg har på fornemmelsen, at I er mange derude, der også har to børn, eller skal have det? Og måske står midt i det, ligesom vi gør. Og derfor altså også tumler med mange af de samme tanker. Har nogen af jer fundet et gyldent svar på nummer 3, så giv det lige videre, ik? 😉

4 Forbudte tanker om parforholdet efter børn

Det her indlæg, der faktisk er et sponsoreret indlæg, har været læst og delt virkelig meget. Det blev en af højdespringerne for hele 2018 – og det er jeg både rigtig glad for og stolt af. For det ER et meget personligt indlæg, men ikke mere, end at jeg til hver en tid føler, jeg kan være det bekendt.

For lets face it: det er hårdt arbejde. Og af en eller anden årsag, så synes jeg lidt, at der er en tendens til, at det hårde arbejde mest italesættes i forhold til mor-rollen og børnene og familielogistikken. Men hvad med parforholdet? Isoleret set – kæreste-relationen. Hvad med den. Hvorfor er det stadig i høj grad tabubelagt at snakke højt om, hvor uskønt, det kan blive hér? Det er ikke kun en rosenrød rejse på quiltede douch legetæpper, at lave børn med hinanden. Det er benhårdt med konstant stejl læringskurve. En gang imellem krydret med afmagt og frustration.

Det er dog lidt som om, at det først er når folk når til skilsmissen, at de taler højt om, hvor pressede de i virkeligheden var. Og det er en synd og skam. For det er menneskeligt og ikke spor unormalt. Men det er vigtigt at tale højt om, tror jeg. Med hinanden. Og andre. Og det gjorde vi altså her.

5 Unicorn kage til eventyrglade børn

Jeg kan ikke fortænke jer et øjeblik i, at I var en del, der klikkede ind på det her. Jeg må hellere skynde mig at sige, at jeg ikke kan tage æren selv her. Jeg fik hjælp. God hjælp. Men uha, den var fin og gik rent hjem og havde den helt rette effekt. Jeg elsker kage! Og jeg elsker temaer til fødselsdage og den slags. Jeg er nok bare ikke helt så god til at gøre det selv 😉

6 Vores nye gardiner

Tænk at et indlæg om gardiner kan have så mange besøg. Det havde jeg nok ikke forudset. Men jeg havde omvendt heller ikke forudset, at det ville være det bedste, vi valgte at gøre på den materielle front i hele 2018. Og det var det. Hold nu op, jeg er glad stadigvæk. Faktisk så glad, at vi lige nu går og overvejer at tilkøbe til resten af huset også. For det har virkelig være en af de investeringer, vi slet ikke forstår, vi ikke har foretaget noget før. Jeg er ikke færdig med at fortælle om dem, men indtil der kommer mere info her på kanalen, så var vi da også lige et visit i Bo Bedre, som jeg faktisk aldrig fik delt herinde – det kan I læse lige her. Og jeg er SÅ tilfreds med resultatet!

7 Fun facts om Elliot

Han er sgu også en herlig én. Han er rent ud sagt skide hamrende sjov. Og faktisk har han slet ikke fået samme plads herinde, som storesøster eksempelvis fik, da hun var samme alder. Og der er ellers stof nok at tage af, skulle jeg hilse og sige. Men igen: vi skyder skylden på den manglende søvn og den deraf manglende evne til at lave sammenhængende sætninger.

Desuden er der to børn i ligningen nu. Så jeg har helt ærligt denne gang, slet ikke haft samme tid til at sidde og dvæle ved hver eneste lille bitte uforudsete udsving, der har været. Sådan er det nok ofte. Første barn kan ikke slå en prut, uden at man analyserer på det. Andet barn skal komme hjem fra vuggeren med over tre buler i panden, før man tager en snak med personalet om, at flyvefald nok ikke er den bedste frokost-beskæftigelse. Ak. Men I kan lide at læse om min lille raket med ild i måsen. Og det kan jeg godt forstå – helt objektivt, naturligvis 😉

8 Jeg har ikke sovet i to år

Ja, det her indlæg måtte jo komme. Er der én ting især, som det meste af 2018 har drejet sig om, så er det søvn. Eller manglen på samme. Og det har altså været helt nyt for os. Også selvom vi allerede havde et barn i forvejen. For hun var – og er – af en lidt anden søvn-kaliber. Det er karma loven, der har vist sit grimme ansigt og jeg har bandet den langt væk det meste af de sidste 12 måneder. Men det ser faktisk ud til at vende nu. Mere tør jeg ikke sige. For I ved…karma og jinx og alt det dér. Men ja. To år skulle det altså tage.

9 Bænk fra Bloomingville

Lidt på samme note, som i indlægget med gardinerne, så ser I ud til at dele min smag ret meget 1:1. I er i hvert fald også mange, der har læst med på et af mine aller-yndlingskøb i 2018: Vores bænk fra Bloomingville. Vi får stadig mange komplimenter for den, når der kommer gæster og vi knuselsker den. Hvis man da kan sige det, om en materiel genstand. Men den passer perfekt til huset og til os og til vores behov. Det er lidt pudsigt, at det præcis er de to investeringer til boligen i år, jeg selv er allergladest for, som I også er flest, der har været interesserede i.

10 Sjove historier om min karrierevej

Det er skrevet med et glimt i øjet, men det er skam sandt det hele. Ærgerligt nok, haha. Men en gang imellem, så skal man lige huske at punktere sig selv lidt, ikke? Og vi er jo ikke bedre, end dengang vi var værst. Eller noget. Og jeg synes faktisk, det er ret sjovt at sidde og kigge tilbage på sådan noget her. Det synes I øjensynligt også.

2 kommentarer

  • Skønne indlæg allesammen. Altså nu er det ikke for at rose dig alt for meget, men jeg er stoppet med at læse utrolig mange blogs, men din hænger ved. Du skriver skønt, bor pænt, ser brand godt ud og, sidst men ikke mindst, har du de mest nuttede børn! Det er mig uforståeligt, at din blog ikke er større end er! Altså den er jo stor, men burde i min optik være meget større! Og nu må jeg hellere stoppe med at rose dig mere 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for din søde kommentar. Hvor bliver man glad, når man logger ind til sådan én:) Det gør mig så glad. God dag til dig,

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

GOD JUL FRA TANDLØS OG TERRORISTEN