BØRNEVÆRELSE INSPIRATION

NÅR MINDERNE FORSVINDER

Indeholder reklame

Vi har nok alle sammen mobilen fyldt godt op med et hav af billeder, som vi aldrig rigtig husker at få gemt eller fremkaldt. Ja, jeg er i hvert fald ikke den bedste til dén slags.

Desværre skiftede jeg telefon for et lille års tid siden, og ved overførslen gik der altså et eller andet galt. Præcis hvad, det ved jeg ikke, men jeg mangler nu ALLE mine billeder fra Disneyland og ALLE mine billeder fra vores Thailand barselstur.

Gæt selv mit humør dén dag, det gik op for mig.

For helvede og rigtig mange andre lede bandeord da også! Jeg har faktisk ikke kunne skrive det her indlæg, før end jeg fik det lidt på afstand, fordi jeg simpelthen har været så ked af det, at jeg ikke har vidst, hvordan jeg skulle håndtere dén ærgrelse. Det kan jo ikke genskabes. Det er så uendelig trist og forfærdeligt. Men ak…. Jeg havde ikke gemt dem rigtigt i skyen – og væk var de.

Jeg laver altid fotobøger op til jul til børnenes bedsteforældre, men nu er jeg altså tilmed også begyndt at lave dem fra alle vores ferier til os selv. Fordi jeg vil ikke miste de dyrebare minder, som det er. Både for mig/os og vores børn.

Især min store pige elsker at sidde og bladre i dem og det kan jeg godt forstå. For hele dén del af foto-gamet, er jo ret beset væk i dag. Noget af det, jeg elskede allermest, dengang jeg var barn, det var at hive min mor og fars støvede fotoalbum ned fra hylderne og sidde og kigge på billeder af dels dem, dengang de var unge og grine over min fas kiksede hår – og så på babybilleder af mig selv og vores feriebilleder.

Jeg var derfor heller ikke sen til at takke ja, da Subbook henvendte sig og spurgte, om jeg havde lyst at prøve deres koncept af.

Dels fordi jeg, som allerede udfoldet, ser en virkelig god ide i fotobøger. Men også, og måske særligt fordi, jeg førhen ikke rigtig har fået taget mig sammen til at få dem lavet, simpelthen fordi jeg fandt det en smule omstændigt, de steder jeg før har prøvet det.

Det er minder og det er guld værd. Så enkelt kan det vel egentlig siges. Helt ærligt, det er sådan jeg har det. jeg tænker derfor også at det på flere fronter er en mega god ide at lave fotobøger til os selv også. Det giver børnene mulighed for at sidde og bladre igennem og genopfriske vores fælles oplevelser og måske det endda vil skærpe deres erindring herom, når de bliver større? Det sidder man jo ikke og gør på samme måde på en telefon.

Derudover så har jeg dem da ét sted, skulle det vise sig at jeg igen blev uheldig og nogen eller noget spolerede min telefon og slettede hele fulde måneder. Jeg er stadig ret bitter, kan I nok høre 😉

Jeg vil simpelthen ikke risikere at hele oplevelser totalt udslettes igen. Tænk lige. Jeg har kun de billeder fra vores 5 ugers lange Thailand tur, der lige fandt vej til bloggen her. Det er alt. ALT andet er væk. Pist væk. Hvis jeg siger, jeg havde 200, så overdriver jeg ikke. Amen…jeg bliver virkelig tung om hjertet.

Subbook er en virkelig nem og brugervenlig app, den hjælper hele vejen, og man kan blot trække billederne over direkte fra telefonen. Så smart og nemt. Normalt tog det mig timer at lave dem. Uden overdrivelse. Det gør det slet ikke nu. Og så er de faktisk tilmed lidt billigere end dem, jeg lavede i gamle dage. Win win.

Man downloader den bare til telefonen – og så er det sådan set bare at gå i gang.

Jeg er derfor gået i gang med at lave flere fotobøger til os selv. For jeg synes faktisk, det er et hyggeligt projekt og jeg ved, det er noget, vi kommer til at hive frem igen og igen og have glæde af mange år fremover.

Hvor jeg måske tidligere har set det som en oplagt gave (det gør jeg stadig), så er jeg rent egoistisk også blevet glad for at give dem til mig selv.

Der er noget særligt over at gemme minder analogt på dén måde, synes jeg. Måske er det fordi, jeg er så gammel, at jeg altså havde papirbilleder i min egen barndom eller også er det fordi, jeg godt kan lide at få lov at dvæle lidt ved gode/sjove/særlige billeder. På samme måde som jeg jo også i en vis grad gør, når jeg fremhæver noget herinde eller ovre på Instagram.

Uanset hvad, så er jeg glad for og bruger konkret, at mine billeder ligger på telefonen. Det er helt fjong. Men det er bare ikke nok. Jeg vil også gerne have dem fysisk. Og kunne sætte mig sammen med mine børn i sofaen og bladre igennem dem sammen og deles om at sætte ord på. Det føles vigtigt for mig.

 

8 kommentarer

  • Ej hvor ærgerligt, det er bare det værste – men fedt med konceptet! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, det er seriøst så bittert…..nu ekstra gemmer jeg ALT

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg synes jeg har lidt svært ved at se det – er det mon et stift omslag eller sådan blødt i det? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Hej det er mere blødt end hårdt, men alligevel ikke sådan som et skrivehæfte – hvis det giver mening? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma

      Tak for svar! Jeg synes også det så lidt blødt ud – jeg må indrømme, at jeg foretrækker de helt hårde omslag, selvom det her virker virkelig nemt 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, egentlig tænkte jeg det samme, men faktisk er det ret fint synes jeg. Sådan en mellemting mellem hårdt og blødt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Flotte og lækre bøger. Kan man skrive tekst til billederne?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Det mener jeg godt man kan. Jeg har dog ikke gjort det.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

BØRNEVÆRELSE INSPIRATION