BØRNEVÆRELSE MOODBOARD

AT VISE SINE BØRN VERDEN

“I kunne lige så godt været taget til Rebild Bakker…”

Dén besked modtog jeg i min indbakke på Instagram, efter vi var kommet hjem fra vores nyligt overstået ferie på Curacao. Og ja, det er sandt, hvis man kigger helt nøgternt og isoleret på det. ”Er børnene ikke ligeglade, hvor I rejser hen?”, blev jeg på et tidspunkt spurgt på Instagram, da vi ledte efter vores netop overstående rejsedestination.

Og jo – det er de. Oprigtig talt, så er de dødligeglade, hvad destinationen hedder, det er mere konstellationen at være sammen som familie i flere sammenhængende uger, der gør dem glade ind til benet. Og jo også os. Vi er sådan set også lige så glade for en tur til Bornholm eller Sydtyskland, det er på dén front ikke meget anderledes for os. Det er og bliver især og hovedsageligt tiden sammen, der er den vigtigste.

Når dét så er sagt, så bliver vi altså – de voksne af os, glade i låget af at rejse, både nær og fjern, vi elsker det, det gjorde vi før børn – og det gør vi også med børn. Det er fantastisk at rejse med sine børn! Og de lidt mere fjerne destinationer har ofte dén fordel, at der er store ukendte oplevelser at hente for både store og små familiemedlemmer.

Vi har efterhånden gjort det nogle gange nu. Både med et og nu flere børn. Begge børn har haft deres første langdistanceferie i en alder af 5-6 måneder. Og naturligvis fatter en baby i den størrelse ikke en disse af om de er i Thailand eller Thyborøn. Men de mærker det. De mærker dén rejseglæde, det eventyr, som de i familien er en del af. Det er min klare overbevisning.

Derudover mener jeg også, at det aldrig har skadet børn at se, at deres forældre også har egne interesser og behov – ting der gør dem glade – uanset, hvad det så end er. Et af mine egne tydelige barndomsminder er gulvet i en stor gymnastisksal, og en masse dameben med neonfarvede fald-ned benvarmere. Min mor elskede sin gymnastisk og jeg var selvfølgelig med hver gang. Jeg synes, det var så hyggeligt at være med. Også selvom jeg bare sad på et gulv og gloede på dameben og lyttede til tidlig 90ér pop, helt uden hverken iPad eller mobiltelefon.

For os handler det om, at vi er sammen som familie på en ganske særlig måde.

Ikke bare har vi konkret kunnet aflæse en større ro i børnenes søvn for eksempel, men helt lavpraktisk, så bruger man tiden komprimeret sammen hver dag på en lidt anden måde, end man typisk gør hjemme i sin egen hverdag. Og jo, det helt samme kan, som indledningsvist nævnt, sagtens eksekveres ved Rebild Bakker. Og for mig udelukker det ene absolut ikke det andet. Jeg drømmer faktisk hede drømme om en Danmarkstur i autocamper….

Men jeg elsker også vores langdistanceture. De kan også noget. Jeg elsker, at give de oplevelser videre til vores børn og jeg nyder, at vi er så privilegerede, at vi kan vise dem verden. Jeg rejste selv meget med mine forældre og selvom jeg så udmærket også husker fjollede kriser over byvandringer, jeg ikke gad, slotte, jeg synes var dumme, nationalparker, jeg ikke fandt interessante – så ser jeg sjovt nok ganske anderledes på det i dag, som voksen. Jeg fik faktisk noget med mig. Jeg fik en bid af verden. Jeg fik udvidet min horisont. Og jeg led bestemt ingen nød.

Hvem bestemmer, hvad en god rejseoplevelse er?

Vi griner også ofte lidt af det hele. Det her med – at dét, som voksne oplever og dvæler ved og fascineres af, det ofte er ganske anderledes hos børn. Og ligesom vi udvider deres blik for det store billede, så kan de den anden vej ofte skærpe vores for de helt små detaljer.

Det her billedet er nok det bedste og mest sigende eksempel, jeg har.

Jeg elsker det billede!

Det er fra Yosemite National Park – en af verdens største og mest kendte og unikke nationalparker fra USA og er taget, da vi rejste rundt med storesøster i en firhjulstrækker gennem Californien med lillebror i maven.

Vi står foran et af verdens måske mest kendte vandfald, der bruser og sprutter og larmer flere meter væk. Yosemite Falls har et fald på 739 meter, hvilket gør det til Nordamerikas højeste og det femte højeste vandfald i verden.

Og lige da min mand skal tage billedet, får min datter øje på en … lille grøn orm. Ja. En orm. Og den vækker altså langt større fascination og begejstring end det kæmpe vandfald, som hun prompte vender ryggen.

Det indkapsler på fineste vis, hvad det er for mekanismer, der styrer såvel børn som voksne, når vi oplever. Nogle oplevelser er simpelthen for abstrakte og svære at forholde sig til for den lille hjerne. Derfor nytter det heller ikke noget, at man som voksen bliver skuffet eller ærgerlig, hvis det to-årige barn står på en badebro på en caribisk ø med 40 havskildpadder på størrelse med en velvoksen børnecykel under sig – og er komplet ligeglad – og i stedet løfter hovedet og begejstret råber efter en måge. For mågen er den, han kender. Dén han kan forholde sig til. Den er i hans begrebsramme. Og derfor giver den ham en oplevelse.

Det er oplevelser, samvær og minder for livet

Vi har mest bare grint af, at Elliot på vores tur til Curacao har set havskildpadder, øgler, kolibrier, pelikaner, delfiner, kæmpekrabber, fisk, vilde flamingoer og kælegrise. Men dét dyr, der vakte allerstørst begejstring – det var en skide hane. Som gik og galede løs nede på stranden. Hahaha.

For vores store pige er sagen dog en anden, hun har helt klart nået en alder nu, hvor hun suger de her lidt mere anderledes oplevelser til sig. Og selvom lillebror ikke er dér endnu, så ser jeg ingen grund til, ikke at give ham dem. For det bliver en del af vores fælles fortælling, vores minder.

Jeg har læst et sted, at vi gennemsnitligt kan huske tilbage, til vi er 3,5 år gamle, mens nogle husker oplevelser allerede fra de er 2,5 år.

I samme ombæring, er det også videnskabeligt bevist, at det hverken er destinationen eller den forbrugsdesignede oplevelsespark, der nødvendigvis sætter dybe aftryk i børnenes hukommelse på sigt. De episoder, som børn husker allerbedst, hænger næsten altid sammen med et sanseligt indtryk.

Det kan være følelsen af det bløde sand, som blev brugt til at bygge et sandslot eller den ru pels på en fedtet kælegris, eksempelvis. Børn mindes og værdsætter i særlig grad ferieoplevelser, hvor de har brugt deres sanser og mærket tydelige følelser. Og den slags sker jo (også) netop, når hele familien drager ud på langtur og ser fjerne og anderledes dele af verden, er min overbevisning. Det gælder også dufte, musik, lyde, de anderledes smagsoplevelser.

Og lige præcis i relation til Curacao, så glæder det mig at læse, at åbenbart især dyr, er noget af dét, der skaber tydeligst minder. For dem forbinder vi åbenbart både med vores følelser og sanser. Igen: Elliot er nok for lille. Men der er ingen tvivl om, at Elin for altid vil huske den her ferie. Huske, at hun fodrede en flamingo med hånden selv, at hun dykkede med kæmpe havskildpadder, så kolibrier, pelikaner, øgler og delfiner, at hun nussede en kælegris på stranden og fandt skrigende blå kæmpekrabber og alverdens koraller på stranden.

Noget af det, jeg især synes giver mening, når talen falder på langdistanceferier med børn er;

*** Der er ofte tale om lidt længere rejser på grund af afstanden, og det giver mulighed for masser af nærvær og kvalitetstid. Taler vi baby, så er det også ret genialt for far, der måske kan have svært ved at skabe et ligeså tæt bånd til barnet det første års tid. En rejse er en fantastisk måde at nyde tiden sammen på, langt væk fra hverdagens trivielle gøremål.

*** Man lærer sine børn bedre at kende. Hver gang har vi kunne se en kæmpe udvikling hos vores. Elin lærte at svømme. Sikkert fordi, der var en særlig ro og opmærksomhed omkring det. Elliot udviklede sig sprogligt et kæmpe kvantespring i præcis dé uger.

*** Man finder ud af, at børn er virkelig gode til at tilpasse sig og ikke ’går i stykker’, hvis tingene ikke kører præcis som man lige havde kalkuleret med. Det vigtigste for dem, det er at mærke forældrenes nærvær og ro. Det smitter – lige meget hvor i verden man er.

*** De helt små er super nemme at rejse med – modsat hvad mange måske tror. Vi har begge gange, (med to ellers meget forskellige babyer), indset, at det især er, når de er helt små, at de er nemme. Bare de er hos mor og far, og får deres basale behov dækket, så er de som regel glade. At den lange flyvning så kan være lidt en hård nyser for de voksne, er en anden snak…

*** At vise dem tillid til verden – til andre, fremmede kulturer og mennesker. At turde åbne deres perspektiv. Når man rejser langt væk til fremmede egne med mindre børn, så viser man dem tillid. Man viser dem, at man tror, de kan, at de er værd at have med, uanset at vi også som voksne bevæger os på ukendt grund. Den tillid kan de mærke.

*** Det fælles eventyr, som bliver en del af vores fortælling. Ferier skaber gode minder, uanset hvorfra i verden, og som familie så samles man om dem enten i billeder eller i ord. Genfortællingen af ens minder er en afgørende del af, hvordan man husker en oplevelse. Vi skaber barndomsminder, der forbliver intakte.

Så ja. Når man rejser langdistance med helt små børn, så ER det naturligvis ikke som udgangspunkt for deres skyld. De er skide ligeglade.

Vores store pige på 8 år begynder derimod nok faktisk at have en holdning. Hun synes det er edder-spændende! Men Elliot på 2 år – han er komplet græskkatolsk, hvor han befinder sig – bare han er sammen med os. Og det er skønt, det er lige som det skal være. Men bare fordi en to-årig (eller for den sags skyld en baby på 6 måneder) er ligeglad – og lige så glad for noget i mindre målestok, så betyder det for os ikke, at man ikke kan eller ikke skal gøre det. For dén glæde og ro og samhørighed, som den slags rejser skaber i kroppen på resten af familien, den mærker en to-årig så ganske udmærket.

Den gør godt – kun godt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

BØRNEVÆRELSE MOODBOARD