LANGE STOFGARDINER FRA LUXAFLEX - FÅ 20% I MARTS MÅNED

DET KUNNE IKKE VÆRE MERE IRONISK

For præcist 8 år siden, sad jeg til en familiekomsammen og følte mig ret sikker. Sikker på, hvordan det ville blive, når jeg om lidt blev mor. Sikker på, hvilken slags mor, jeg skulle være. Og i særdeleshed ikke være. Sikker på, hvilken måde, jeg ville opdrage og opfostre mit barn.

Jeg kan godt selv huske mine egne ord. Og skulle jeg have glemt dem, så minder min søde familie mig om dem år efter år, mest af alt, fordi det er urkomisk den dag i dag. Når vi nu sidder her, med min store pige og kender hende, og ved, hvem hun er.

”I skal ikke bryde jer om at komme med noget lyserødt. For hun kommer ikke i det. Mit barn skal ikke gå i lyserød, bare fordi hun er pige. Og svigermor – du spilder din tid, hvis du strikker noget lyserødt. For hun får beige og karrygul og camelfarvet på. Unisex. Alt det andet kønsdeterminerende og typebestemte tøj, det gider vi altså ikke!”…..

Nogenlunde sådan lød det.

Har man fulgt bare en ganske lille smule med her på kanalen, så vil man nok allerede nu trække på smilebåndet. For hvad fik jeg? En pige, der elsker lyserød og flæser og sløjfer og pailletter og strutskørter mere end nogen anden, jeg kender. Det kunne ikke blive mere ironisk. Først tilskrev jeg til børnehave-livet. Ja,ja….det er en fase. Prinsessefasen. Den går over om lidt.

Efter fire år, var jeg ved at være træt. Vi druknede i syntetisk lyserødt glimmerhav derhjemme. Jeg prøvede alt. På diplomatisk og kærlig vis, selvfølgelig. Men lige lidt hjalp det. Bedsteveninden dengang legede helst med biler og bar KUN Spiderman dragt. Elin var kold et vist sted – hun skulle have strutkjoler på, flere lag tyl helst, lyserød i alle tone-arter og gerne tilsat sløjfer.

Og sådan gik årene. Spiderman og Prinsesse pink gik hånd i hånd til og fra børnehaven. Som det naturligste i verden. Så kom hun i skole. Og jeg forudså, at vi ville forlade fasen hurtigere end hun kunne nå at parkere cyklen i skolegården under det store træ. Når jeg så på de andre piger i årgangen og klasserne over, så bemærkede jeg små cowboyjakker, læderjakker, seje sneaks, jeans, hættetrøjer, t-shirts med skrift på og leopard sweatpant – tøj jeg selv kunne have valgt. Hun var kold et vist sted.

Nu går hun i 1. klasse og er lige blevet 8 år. 8 år!! Dét i sig selv er komplet gådefuldt for mig, om jeg fatter, hvordan det kan være muligt. Endnu mere ubegribeligt er det, at glæden ved og dyrkelsen af all things pink& girlyikke er dampet det mindste af.

Hun er så komplet, uendeligt ligeglad, hvad jeg – eller andre, måtte mene. Det er det, hun vil have. Det er dér, hun føler sig hjemme.

Og ved I hvad? Jeg elsker det. Jeg elsker, at hun er så meget sin egen, at hun står ved det, at hun ikke et sekund er flov eller vakler, at hun holder fast i dén, som hun nu engang er. Hvor det kommer fra, det aner jeg ikke, men jeg har for længst lært at omfavne det. Alt dét, der engang for mig symboliserede lemming-adfærd og kønsstereotype kasseplaceringer, sarte piger og manglende selvstændighed, det er i dag for mig, på grund af lige præcis hende – blevet synonym med alt det modsatte.

Er det ikke ironisk?

Og jeg tænker altså, helt ublu, at hendes fødselsdagsdato er så eklatant perfekt og dejligt velplaceret. På Kvindernes Kampdag, der kom hun, min pige, hende jeg ikke skulle gøre tøset, hende der ALDRIG skulle i lyserød, hende jeg nok skulle forme, som jeg nu tænkte, det gav bedst mening for mig. Og hun sparkede døren ind med stålfast blik i øjnene og detonerede tre konfettikanoner i mit hjerte.

Det er faktisk sådan, det føles. Når hun er ved min side, så regner det altid lidt med konfetti. For man bliver i godt humør af den livsglæde, hun mestrer og den selvsikkerhed, hun iklæder sig hver dag, den matcher pludselig pink, som jeg aldrig havde troet det muligt.

Så ja. Hun blev fejret i weekenden. Med pink hår og pastelfarvede blomster. Med glimmerkage og lyserød limonade, konfettikanon og cupcakes holdt i farveskalaen, med ny lyserød seng og flere tyl-skørter til samlingen. Blandt andet. For det er lige præcis sådan, hun har det allerbedst. Hun er godt med på, at det langt fra er alle, der deler dén begejstring. Men det betyder bare ikke, at hun skal sænke sin. Og hvor er det i grunden sejt, at være bare 8 år og så afklaret og solidt hvilende i, hvem man selv er.

Girlpower har ikke nogen farve. Kvindekamp er ikke bare smækbuks og opsat hår. Det hele ender i samme udgangspunkt, nemlig at give plads til at være, rum til at udfolde og styrke til at turde…være dén, man er.

Hun er præcis, som hun skal være. Hun er komplet og perfekt, stålsat og sin egen. Hun er uimponeret og uimodståeligt sikker, hun er tryg og tro mod sig selv. Hun er 8 år, men moden i sin indre styrke og misundelsesværdigt barnlig i sin ukuelige livsglæde og leg med farver.

Hun er – hånden på hjertet – én af de sejeste, jeg kender. Og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige det til hende. For det er ikke en kamp eller noget kønsspecifikt for hende. Det er kernen i dén, hun er. Og det allersmukkeste ved det hele? Det er slet ikke måden, hun omfavner eller udlever det på. Det er måden, hun har lært mig det.

6 kommentarer

  • Anne

    Elsker, at du nævner bedsteveninden, Biler og Spiderman. Hun har også været inde i tylskørte universet, men aldrig helt pink m.v. Her er det mulikulør og som noget nyt jeans, rollers, shorts til strømpebuks og knælange sokker udenpå. Og sneakers.
    All colours.
    Tillykke med Elin💖💖

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Haha, ja de har altså helt deres egen lille identitet – og hvor er det dog vidunderligt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Det er meget beundringsværdigt, at I har skabt rammerne og formet hende til at hun er blevet og kan være lige præcis den hun er! I er lykkes med det vi andre efterstræber hvert eneste sekund – Tillykke til Paven og tillykke til jer! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak, det var en meget kær og dejlig kommentar. Jeg aner ikke, om den slags alene kan tilskrives os, men sikkert er det i alt fald, at hun er ret helstøbt og jeg er Pave-stolt af det. Uden helt at ane, hvordan det er sket 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda J

    Skønt hyldest til din datter, jeg er sikker på, at hun vil kunne glædes rigtig meget over dine ord, også engang om mange år fra nu, hvor hun måske falder over den på en tur ned af bloggens memory lane – TILLYKKE med hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

LANGE STOFGARDINER FRA LUXAFLEX - FÅ 20% I MARTS MÅNED