6 FINE - OG BUDGETVENLIGE - FUND TIL BØRNEVÆRELSET

VORES HÅRDESTE ÅR NOGENSINDE – FRA 1 TIL 2 BØRN

Forleden læste jeg det her opslag hos søde Danica. Og det fik mig til at tænke. På hvordan det har været – og hvad det har gjort ved os, at gå fra 1 til 2 børn.

Skal jeg være ærlig, så har hele 2017 og langt det meste af 2018 været temmelig blurry for min del.

Jeg har berørt emnet nogle gange herinde før, det med overgangen fra 1 til 2 børn – men mestendels med et glimt i øjet og med ”øjet på bolden”, så at sige. Her eller her. Men nu sidder jeg lidt med en følelse af, endelig faktisk, at kunne kigge lidt tilbage. Med en følelse af, at stormen er reddet af. Der kommer selvfølgelig masser af mere regn og torden, og vinden lægger sig jo altid kun, indtil den kommer igen.

Men det er som om, vi blev væltet af en orkan – og dén turbulens har trods alt lagt sig. Der er nogenlunde roligt vejr nu og jeg kan derfor også se lidt tydeligere, end jeg kunne før.

“It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness …… it was the season of light, it was the season of darkness, it was the spring of hope, it was the winter of despair.”

Sådan begynder Charles Dickens klassiker A Tale of Two Cities, et værk jeg læste på 1. semester på Litteraturvidenskab. Og de linjer kommer altså til mig nu. For det er lidt dén følelse, man sidder med.

Kunnet det have været anderledes? 

Der er sikkert mange årsager til, at jeg synes, at de to første år af Elliots liv har været vores hårdeste år nogensinde.

Jeg er dog nok tilbøjelig til at tænke, at den helt store synder i dén fortælling er søvn. Eller i vores tilfælde manglen på samme. Det gør ikke ret meget godt for nogen, at mangle sin søvn, hverken store eller små. Uanset hvor stor en ja-hat, man kan mønstre og hvor meget goodwill, man kaster ind i projektet, så er det ikke nogen hemmelighed, at søvnmangel skaber svært dårlige vækstvilkår for alt, der kræver omsorg til at gro.

Og det er jo altså som bekendt nok især dét, der er limen i de fleste forhold. Omsorg. Forholdet mellem de voksne; forældrene, forholdet til andre, venner og familie, forholdet til sig selv. Hele vejen rundt føler jeg, at der har været et kraftigt underskud, fordi min træthed åd alt. Jeg har været så træt, som jeg ikke forestillede sig, man kunne være og jeg har været så blæst i hovedet af søvnmangel, at jeg er gået tomhændet hjem fra Netto, fordi jeg glemte, hvor jeg var og hvad jeg skulle dér.

Med til dén fortælling hører selvfølgelig også, at vi 1) har en 1ér, der sov igennem fra hun var 4 måneder og siden da stort set aldrig oplevede natteroderi, og derfor på alle måder var ret uforberedte på, hvad der normaltvis er tilfældet med små børn; de har vågne nætter.

2) At vores første barn var næsten 6 år, da vi fik en baby igen og selvom det selvsagt rummer en masse åbenlyse fordele, så er én af ulemperne her, at vi var kommet meget langt væk fra bleskift, ranglestativer og mor-afhængighed. Vi havde et komplet selvkørende barn og masser af frihed – som altså pludselig blev udfordret gevaldigt af en baby, der pure nægtede at sove og som tilmed skreg ret meget (om natten).

3) Set i bakspejlet, så var vores timing i forhold til min mands jobskifte måske heller ikke liiiiiiiige i skabet, men den slags planlægger man ikke altid helt selv. Elliot blev født d. 15 november 2016. David startede på Go Morgen Danmark som vært d. 1. december 2016. Med mødetid kl. 04.00, han forlod matriklen kl. 03.30. Havde aldrig lavet live TV før og skulle selvsagt interviewe høj som lav, hvilket kræver en god portion forberedelse, mens alt herhjemme var komplet kaos og ingen, absolut ingen af os, sov.

Fra d. 15. nov., hvor Elliot er født og inden David startede på Go Morgen Danmark d. 1. dec., der var vi indlagt on/off i vist nok sammenlagt 7 dage. Fordi man troede, Elliot muligvis havde alvorlig gulsot.

Så det er vist safe to say, at vi slet ikke var landet som lille familie, da hele vores døgnrytme blev vendt på hovedet og at alle i familien, hver især, havde nye kampe, de skulle kæmpe. Det var en bumpy start for os, en bumpy start for storesøster, og en bumpy start for baby.

Når kampen ikke er ”fælles”

For at være helt ærlig, så har jeg haft dage, hvor jeg har haft lyst til at skrige af afmagt. Fordi det her søvn-tortur bare var så opslidende og hårdt og fordi jeg (følte), jeg stod meget alene med det.

Jeg skriver ‘følte’, for jeg har en meget kærlig og opmærksom mand, der så absolut påtager sig sit ansvar, men han var lagt ned af abnorm træthed i en cocktail af babygråd, far-rolle for den store, der var lidt ”overset” af mig med en baby i brystet konstant og on/off indlæggelser, nyt job og natarbejde. Han gjorde bestemt, alt han kunne.

Men det ændrede ikke på, at jeg nat efter nat ”havde den” alene. Jeg kunne ikke give baby videre. Jeg kunne ikke få en time out. Og sådan fortsatte natten og morgenen, og så op og ud af døren og i skole med den store, helt skeløjet og askegrå i hovedet. Hjem igen og aktivere og dikke-dikke med hyperfrisk baby og når min stakkels mand så kom ind af døren kl. ca. 11.00 efter en 7 timers arbejdsdag og live-sending og jo allerhelst og allermest bare skulle sove, så mødte han en temmelig tyndslidt kone, der med desperat udstrakte arme overgav ham en baby, for vi er jo alle sammen kun mennesker.

Aftnerne forsvandt, nætterne ligeså – ind i tåger af træthed, udmattelse, afmagt og til sidst en vis grad af opgivelse. Det skulle tage to år, før Elliot sov sammenhængende søvn om natten. Jeg synes, vi var igennem forskellige faser. Det første halve år = Det her klarer vi. Det er præmissen. Det ved vi. Det går over. Det næste halve år = Vi hjælper hinanden. Det her er hårdt, men vi gør det sammen. Det næste halve år = Nu trækker det sgu tænder ud. Jeg er begyndt at gøre regnskab. Det er din tur nu. Jeg orker ikke mere. Det næste (og heldigvis sidste) halve år = kan.ikke.kæmpe.mere.har.ikke.mere.at.give….

Ærligt. Det er sådan, jeg har oplevet det. Hvad der jo er tydeligt ud af det her, er, at hvor vi til at begynde med kæmpede sammen, så blev det undertiden nok mere til to voksnes separate kamp. Fordi det tager så meget overskud og energi, at der simpelthen ikke ER mere tilbage. Hverken til én selv, ens partner eller ret meget andet.

Men så. Lige da jeg synes, det var allersværest, lige dér, hvor jeg overvejede, om vi mon kom igennem det her helskindet, så begyndte den lille orm at sove.

Det gjorde han ret præcist omkring sin 2 års fødselsdag og det skræmmende/mærkelige ved dét, det er, at det jo altså kun er knap 5 måneder siden. Ikke mere. Og nu føles det hele så langt væk. Og jeg kan mærke, at overskuddet og fighterånden og kampglæden og samhørigheden er tilbage.

Sgu ærlig talt ret skræmmende at se, hvad søvn gør.

Når skuden vender

Vi har været helt nede og bide i græsset. Vores sundhedsplejerske, der kom på forlænget og udvidet besøg for at se til Elliot ovenpå gulsot-forløbet udtalte faktisk ordret: ”han er sund og rask, han er, som han skal være. Jeg er dog bekymret for JER”…..smask, lige i fjæset. Hun kaldte den lang tid før, vi selv gjorde det. Hun kunne godt se trætheden sive ned af kinderne på os.

For mig, der var det for eksempel hårdt, at have de her vanvidsnætter dag efter dag, nat efter nat, og bare æde den, tage den; lussingen, når den kom – igen og igen. Time efter time. I meget lange perioder taler vi fire timers søvn. Max. Og vide, at det var jeg nødt til at gøre alene, for han var der ikke. Han lavede tv og spise østers til morgenmad med de andre tv værter, iklædt skarpt suit og nyvasket hår, med egen stylist og masser af spændende mennesker. Mens jeg sad her i min usle morgenkåbe og gylp i håret, ømme bryster og render så store under øjnene, at der kunne bo fire kænguruunger.

Han gik i seng kl. 20.00. I et andet rum, for ellers kunne han jo ikke sove. Det var han jo nødt til. Det er ikke sådan et job, hvor man kan møde ind med nattøj på og hævede øjne. Og selvfølgelig er det mega hårdt at have arbejdstider, som hans. Selvfølgelig er det mega hårdt, når man skal sende live tv og være ikke bare vågen, men faktisk også skarp. Og selvfølgelig følte han ansvar overfor den fælles opgave. Men fordelingen var en del af vores set-up. Vi var gået ind i det begge to med åbne øjne. Han havde det satmer heller ikke nemt. Han kæmpede absolut også, bare sine kampe. Og hjalp i øvrigt alt det, han kunne.

Men han fik lov at sove. Sammenhængende søvn. Alene. Uden indblanding, gråd, amning, bleskift, tudeture og kriser fra 6-årig. Han fik søvn.

Og når vi så var ude til familiesammenkomster eller vennemiddag, så vendte alle øjeblikkeligt opmærksomheden mod ham, mens de fleste med let bøjet hoved og en ekstrem omsorg derpå spurgte ham: ”Ej, er det ikke heeeeelt vildt hårdt, at stå op kl. 03.00 hver nat!!?”…………..

Jeg har, indrømmet, enkelte gange simpelthen måtte forlade rummet, haha.

Overskud kræver overblik

Men trods tunnelsyn og timelange natteseancer, så har jeg faktisk aldrig været i tvivl om, hvor uendeligt dejlige børn, jeg har og hvor meget, jeg elsker dem. Det er som om, det ikke er en del af den ligning. Det er et absolut, der ikke kan rokkes ved.

Og det er jo i og for sig super smart, at vi som mennesker er indrettet sådan, tak for det. Udfordringen her, den er så, at det ofte bliver i forholdet til andre (og sig selv), at man kan begynde at vakle eller i hvert fald underprioritere. For der er kun overskud og energi til en vis grænse. At grænsen ligger langt længere ude, end man troede muligt, det er igen ret smart – men den er der. Grænsen. Og man når den. Når man ikke sover sammenhængende i to år.

For mig har det betydet, at jeg ikke har følt, at jeg har kunnet eller orket (tarveligt, men sandt ord), putte nok kræfter i forholdet til eksempelvis mig selv, min mand, mine nære venner. Alt har i perioder været tæt tåge og tumultens tunnelsyn.

Det kræver sin styrke at rejse sig fra dét. Det føles lidt, som at rydde konstant op efter en fest, man ikke selv var med til.

Og nå ja, søvn. Når først søvnen begynder at komme, så bliver alt andet meget nemmere. Men der er også et vist ’oprydningsarbejde’, når man sådan har ladet alting ramle om ørene på én.

Jeg regnede ud, da jeg for nyligt var til tandlægen, at det er knap tre år siden sidst. Jeg har simpelthen ikke haft overskud til den slags. Og det samme gælder sådan noget praktisk med at tage fat i banken og få kigget på omlægning af de der lån, at få ringet til en håndværker, som kan kigge lidt på udskiftninger i bryggerset, at få ryddet op i kælderrummet, alt den slags. De der løse ender, der bare hober sig op. Oveni kommer så alle de følelsesmæssige løse ender. Alle de ting, man ikke orkede at følge ordentligt op på. Selvom man burde. Fordi der var stillestående pauseskærm på øverste etage og konstant hyletone.

Måske har vi glemt det hele igen om lidt?

Men nu ser alting lysere ud igen. Vi får søvn og vi har igen overskud. Jeg er begyndt at træne igen – endelig. Hvilket oprindeligt var mit mål for 2018, men da jeg først begyndte at smage konceptet søvn i midt november 2018, så var der ligesom ikke så meget af året tilbage 😉 Jeg måtte erkende, at så længe, jeg ikke sov, så kunne jeg ikke fokusere på dén slags.

Jeg er begyndt at tænke mere over, hvad jeg spiser. Begyndt at øve mig i at være ordentligt til stede sammen med de mennesker, der betyder noget. Begyndt at rense min make up af om aftenen og i det hele taget passe bedre på mig selv – og mine mennesker omkring mig. For det skylder jeg. Og det har jeg savnet. Men jeg har bare ikke følt, at jeg har kunnet. Det er helt banalt – men føles så godt.

Langt indlæg – som måske ikke engang har en pointe? Men jeg fik brug for at skrive det ned. At kigge tilbage igennem tågerne.

Og hvis der er en pointe, så er den måske, at tågen letter. På et tidspunkt er den væk. Og man føler ikke længere, man har en sandsæk på hovedet.  Og kærligheden er heldigvis intakt. Hele vejen rundt. Så jeg kan ikke få mig selv til at sige, at det var vores værste år. Slet ikke. For de har også lært os meget og modnet meget. Og det var altså vilkåret, for at få Elliot ind i vores liv. Og hvor er det dog et privilegium, at han er her. Han er så gennemabsolut dét værd. Så nej, ikke spor de værste år. Men de hårdeste so far. Det tør jeg godt skrive.

Det er sandt, hvad jeg citerede fra Dickens: Det var den bedste tid, den sværeste tid; visdommens tid, troens, men også vantroens tid, det var lysets tid, mørkets tid, håbets og fortvivlelsens tid. Det er nok sådan, det er at få børn 😉 Man kommer igennem alle aspekter.

Og nu står vi her. Foråret er på vej, Elliot sover (7-9-13), vi er landet.

17 kommentarer

  • Maria Bøg-Skov

    Kære Louise.

    TUSINDE tak for dit indlæg. Det var lige før at jeg græd.
    Hvorfor tænker du nok.
    Dit indlæg rørte noget i mig….
    Mine 2 ældste er jævnaldrende med dine…
    Men så har vi også lige vores søde dejlige 3`er. Der kan jeg genkende søvnmønstre fra dig.
    Ikke ved 3´eren alene, men vores mellemste og mindste barn har så begge vågnet på skift. Og hold nu op hvor jeg syntes at det har været et hårdt år på barsel. Søvnen er stadigvæk ikke helt tilbage, men det er meget bedre end det har været. Men må indrømme at parforholdet er det der har lidt og mine venskaber. Håber sådan at når barslen slutter, så vender overskuddet helt tilbage.

    Tusinde tak for at dele noget der er så sårbart.
    Håber at det gode søvnmønstre ved Elliott fortsætter. Og tak fordi at det er så tydeligt at kærligheden skinner igennem til dine børn, selvom det har været en lang og hård periode i jeres liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ej, tusinde tak for den kærlige besked. Hvor er det pænt skrevet. Det varmer virkelig. Og ja, jeg har godt en fornemmelse af, at der sikkert er mange andre, der kan relatere. Men det er bare alligevel ikke rigtig noget, som ret mange taler så meget om. Måske fordi det jo også er svært. Jeg synes også, det her indlæg var svært at skrive. Og jeg skulle faktisk også lige trække vejret en ekstra gang, inden jeg turde dele. Hvilket egentlig er noget fis, for der er intet odiøst i det jo. Det er sådan det er – for mange. Og det havde jeg brug for at få ud, kunne jeg mærke. Uden at pointen var, at det hele bare var død og ødelæggelse – eller at alt bare var/er rosenrødt. Det er virkeligheden for mange og har altså også været vores 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ps: Rigtig god vind til jer! Jeg håber – og tror – det snart vender!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du skriver helt eminent godt. At kunne formidle noget så komplekst så fint, sårbart, kærligt og respektfuldt. Din familie er heldige at have dig – og du dem selvfølgelig. Synes det er så mega sejt, at I står stærkt sammen. Det beundrer jeg, for jeg kunne ikke selv. Og når jeg forhåbentlig en dag skal have en nummer to – altså mindst 9 år efter den første – vil jeg vende tilbage til dette indlæg i tilfælde af, at jeg også får en toer, der helt modsat etteren ikke sover.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh mange tusinde tak Louise. Jeg er virkelig ydmyg overfor sådan nogle rare beskeder. Tak! Og ja, du har jo nok ret – måske er det derfor, det var svært for mig at skrive; fordi det jo ER komplekst. Det er ikke bare sort/hvidt og der er så mange facetter. Jeg synes nok også, det blev lidt for langt et skriv, men jeg havde brug for at få de ord ned, der nu engang kom til mig. For det hjælper i bearbejdelsen af dem og i egen forståelse af, hvad man har vandret rundt i 😉 Ikke at det på dén måde er noget “særligt”….men det behøver ting jo heller ikke være for at fylde, for at være tunge, for at være svære. Sådan er livet også…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Hvor er det bare en fint og ærligt indlæg. Tak.
    Vi kæmper også med søvnen og har valgt at tage børnene med i seng når(og ikke hvis:)) de vågner om natten – bare får at få lidt søvn. Selvom jeg havde svoret, at jeg ikke var hende der sov med mine børn. Sengen er kun min (og min mands).

    Vi nærmer os snart 2 års fødselsdagen så håber det snart vender.

    Sov i også med E? Eller hvad gjorde i?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh jeg hepper på jer! Håber virkelig, I finder ro på jeres egen måde!

      Vi prøvede alt. Med storesøster hjalp det altid, de få gange, der var problemer, at tage hende ind til os. Det gør det i øvrigt stadig, nu hun er 8 år. Men det gjorde – og gør – ingen forskel med Elliot. Vi prøvede alt. At lade ham ligge, sidde ved siden af, synge, læse, vugge, at tage ham op, vandrer rundt, ligge ham ind mellem os, tage ham ind på kontoret ved siden af sammen med kun den ene af os, vi har prøvet med flaske, amning og mad og det modsatte. Vi har forsøgt at justere sovetider og lur. Vi havde ham til ørelægen og til kraniosekralterapeut. Vi havde ham til ekstra tjek for nakkesmerter og vi prøvede forskellige senge, forskellige tyngdedyner og puder og hvad ved jeg. men buttom line: han gad sgu ikke sove mere end 1-2 timer af gangen uafbrudt. Indtil han blev 2 år. Og lige pludselig begyndte at sove..??

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Hov…altså bare lige FYI: vi lod ham ikke bare ligge…vi lod ham ligge i sengen, MENS vi sad ved siden af 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg har sagt det før; DU SKRIVER FANTASTISK! Jeg sidder med en på 2 år (og næsten 3 mdr) og en på 6 mdr – og selvom jeg er træt, så sover de faktisk ok ift hvad I har været igennem. Jeg tager hatten af for, at I og særligt du har holdt sammen på jer selv og hinanden.
    Jeg har fulgt med læææænge og nyder det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Mange mange tak Anne. Hvor er det dejligt med sådan en kærlig respons. Tak fordi du følger med og “god kamp” til jer 🙂 Med en på 2 år og en på 6 måneder, så har du helt sikkert også not at gøre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Det er indlæg er så vigtigt. Det er vigtigt for alle os, der har prøvet at have et barn, der ikke kan sove. Altså virkelig ikke kan sove! Mit første barn vågnede 8-10 gange hver nat de første 2 år (plus de løse timelange vågne natteseancer) og har altid startet dagen omkring kl. 5. Man er jo i virkeligheden ikke rigtigt et fungerende menneske, vel?!
    Jeg har følt mig SÅ alene med mit søvnunderskud (sammen med min mand, forstås), for det er altså kun folk, der selv har prøvet det, som sådan rigtigt forstår, hvad det gør ved een.
    Selv om min søn i dag er 4 år og har en lillesøster, som har sovet meget bedre (sådan gennemsnitligt, vil jeg tænke), kan jeg stadig blive helt aggressiv, når andre forældre taler om søvn – enten hvis de forklejner det a’la “små børn sover jo bare dårligt” eller taler om, hvor godt/længe deres børn sover. Her må jeg forlade rummet, for ikke at komme til at råbe/slå på nogen.
    Så tak for, at du sætter ord på det. Fremover kan jeg finde dit indlæg frem, for bedre at få folk til at forstå, HVOR HÅRDT det var! Men som du skriver, er børnene heldigvis søvnunderskuddet værd (selv om jeg gerne have været det foruden).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak for din fine kommentar. Og ja, ihhh, hvor jeg kender det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Måske jeg aldrig har fået sagt det højt? Men du og i er pisse seje, få kunne stå model til det i lige har klaret med baby, natteroderi og manglende søvn! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tusinde tak for at dele noget der er sa sarbart. Haber at det gode sovnmonstre ved Elliott forts?tter. Og tak fordi at det er sa tydeligt at k?rligheden skinner igennem til dine born, selvom det har v?ret en lang og hard periode i jeres liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Tak for et dejligt ærligt indlæg og hvor er det skønt at læse at lillemanden sov ordentligt da han blev ca 2 år gammel 👏🍾

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Tak for et dejligt ærligt indlæg og hvor er det skønt at læse at lillemanden sov ordentligt da han blev ca 2 år gammel 👏🍾 der er håb for os andre med børn der sover elendigt🤞

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

6 FINE - OG BUDGETVENLIGE - FUND TIL BØRNEVÆRELSET