STATUS; EN UGE I NEW YORK UDEN BØRN – OP & NED

EN GOD START – OG ONDT I MAVEN

Har været i tvivl, om jeg skulle skrive dette indlæg. Af en helt masse årsager. Men nok mest af alt fordi jeg 1) får så utroligt ondt i maven af det og 2) sikkert er alt for subjektiv til, at kunne formulere mig ordentligt velovervejet og diplomatisk, som jeg jo egentlig mener, at hele den her diskussion faktisk kræver og behøver.

Men.

Her til aften sender TV2 en dokumentar ’Daginstitutioner bag facaden’, hvor de har undersøgt to daginstitutioner i København ved hjælp af skjult kamera.

Og ja, jeg har endnu kun set traileren og jeg tror faktisk ikke, jeg skal se mere. Ikke fordi, jeg har lyst til at lukke øjnene for det, der sker, men fordi, det ripper op i gamle sår, der rent faktisk, stadig nu 7 år (!) efter gør ondt, når jeg mindes om dem.

Det bliver lidt langt, det her, jeg beklager på forhånd. Men jeg kan mærke, de her ord skal ud.

Lad os da bare starte med at slå fast, at det er helt uacceptabelt, det der vises og så er jeg faktisk helt ligeglad med, hvad den eventuelle forklaring måtte være. Underbemanding, stress, manglende frokost eller migræne. Jeg er græskkatolsk, uanset hvilket pres, den pågældende pædagog opererer under, så er det ikke sådan, man interagerer med børn og SLET ikke med et utrygt barn. Føj for den lede.

Jeg har, ligesom mange andre i mit netværk sikkert, også været bombarderet med henvisninger og omtaler af førnævnte dokumentar hele dagen i går og i dag, da den allerede kan ses på nettet. Og én af de ting, jeg hæfter mig ved, det er, at foruden de mange vrede kommentarer (som jeg til fulde forstår), så skriver mange, at pågældende person heldigvis er fyret – og at det MÅ være et enkeltstående tilfælde.

Hvor ville jeg ønske, jeg kunne tro på det.

Hvor ville jeg ønske, jeg ikke havde set, hvad jeg har set.

Hvor ville jeg ønske, jeg kunne skrue tiden tilbage.

SELVFØLGELIG  er det ikke normalen. For guds skyld da. Naturligvis og heldigvis findes der flest dygtige og kærlige og kompetente pædagoger rundt omkring. Men desværre, så får jeg væmmelige flash backs til min datters allerførste institution. Som dengang gav mig ekstremt ondt i maven.

En følelse, jeg siden har lært, at man skal handle prompte på.

Jeg var førstegangsmor og havde ingen erfaringer med institutionslivet. Har heller ikke selv haft mindre søskende eller familie med små børn tæt på, så jeg var aldeles grøn og uerfaren. Jeg var, som langt de fleste førstegangsmødre nok, meget påvirket af at skulle aflevere min lille guldklump til helt fremmede mennesker i helt fremmede rammer. Men man ser jo, hvordan alle andre gør og tilbage på arbejde det skulle jeg, så det var det, vi gjorde.

Vi oplevede en ekstrem stor uro, som virkede ikke bare forstyrrende, men som fullblown kaos. Det påvirkede selvagt både børn og voksne og var helt skørt. Min datter startede i vuggestuedelen og derfra rykkede hun op i en slags ”mellemstation”, der agerede overgang til børnehaven.

For lige at slå fast – så var vi rigtig glade for vuggestuedelen, her var hun glad og tryg og tilknyttet faste, kærlige pædagoger. Intet at udsætte her.

Men med skiftet ankom altså kaos. Denne sektion af institutionen var komplet ustruktureret. Vi kunne ikke få øjenkontakt med pædagogerne. De virkede ekstremt pressede. Når vi afleverede, var der ofte ikke nogen kontaktperson at aflevere til. Flere gange oplevede jeg, at de slet ikke hilste eller så på os. Når vi hentede samme scenarie. Ingen vidste rigtigt, hvor mit barn var. Og da slet ikke, hvad hun hed. Det virkede meget kaotisk.

Flere gange vendte vi det herhjemme. Var det os, der var hysteriske førstegangsforældre? Var det her normalt? Hvorfor fik vi så ondt i maven? Hvorfor var det så svært? Var det sådan her for alle børn og forældre? Det er skamfuldt for mig i dag at tænke på, for jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke reagerede noget før. Men jeg havde intet sammenligningsgrundlag og intet at holde mine følelser op imod. Jeg vidste ikke, om det var normalen.

Hvordan tackler man omsorgssvigt?

Den ene dag gik jeg derfra med en indre stemme, der sagde; ”Det skal nok gå, det er bare en overgang, det er helt normalt, du er bare ekstremt følelsesladet omkring det”. Den næste dag måtte jeg næsten løbe ud af døren, så jeg hurtigt kunne finde en busk at tude ned i, fordi alle fibre i min krop gjorde så ondt og alting virkede forkert.

Vi oplevede en ekstremt stor udskiftning i pædagoger på meget, meget kort tid. Og som nævnt, voksne, der var så stressede, at de på ingen måde virkede til, at ville være i deres job. Som altså var, at skulle passe på vores børn. Jeg tror, jeg havde tre konfrontationer med lederen, inden jeg hev min datter ud.

De to første konfrontationer foregik ret civiliseret. Jeg var ydmyg, husker jeg. Flov over at stille spørgsmålstegn ved deres ekspertise, som jeg jo reelt intet kender til. Jeg gik derfra uden følelsen af at være blevet hørt. Jeg blev kun mere frustreret. Lederen virkede upåvirket. Hun gled af.

Den sidste gang blev jeg gal. Jeg kan huske, at jeg rystede og var helt varm i kinderne og talte med meget store ord. Jeg havde overværet en episode med mit barn, som havde gjort mig helt enormt ked af det og jeg forlangte, at hun tog affære.

Hvor mærkeligt det her end lyder, så kom det bag på mig, at lederen straks begyndte at tale nedsættende og meget grimt om sit personale. Jeg ved godt, at min ”anklage” netop lå på personalet, men jeg forventede at lederen af en masse faglige og professionelle årsager ville forsvare dem og forklare mig mellemregninger, jeg måske havde overset.

Men nej. Hun talte om sine medarbejdere, som to 5-årige taler til hinanden, når de skændes om en is. Meget nedsættende og jeg gik endnu en gang derfra med en følelse af, at være tilskuer i et cirkus.

……….Klip til nogle uger efter.

Jeg skulle aflevere min datter. På et ret skævt tidspunkt. Altså uden for ”normal” afleverings/afhentningstid. Midt på dagen, mener jeg. Jeg ankommer og går op. Leder og leder efter én af hendes pædagoger. Jeg går ind på hendes stue. Den er tom. Døren derind til er lukket. Der er slukket lys. Inde på selve stuen har de et pusle/skifterum. Døren dertil er også lukket. Jeg åbner den, i håbet om, at der måske står en pædagog derinde.

Da jeg åbner døren, ser jeg, at der sidder en lille bitte pige i hjørnet. Hun ryster og hikster. I ved, når man har grædt rigtig længe og til sidst er forbi dét stadie. Hun hiver efter vejret. Jeg tager hende øjeblikket op og trøster hende og konstaterer forfærdet, at hun har siddet lukket inde bag to døre i et mørkt rum, hun ikke selv har kunnet åbne indefra. Og jeg tør godt konkludere, at hun har siddet der noget tid. Hun havde tydeligt grædt længe. Hun var skræmt.

Jeg styrter ud i det store aula rum og finder en pædagog, som jeg ikke umiddelbart kender og spørger om hun kender pigen her. Det gør hun ikke. Jeg fortæller noget i retning af, at jeg tror, at hun ved en fejl er blevet glemt, etc. Jeg rækker pigen imod pædagogen, da jeg som det naturligste i verden antager, at hun vil tage imod barnet, trøste hende og i øvrigt undskylde dybt overfor mig. Ingen af tingene sker. Pædagogen kigger tomt på mig, så på pigen og siger så: ”Ja, den tager vi senere”. Og så går hun.

……

Jeg kan faktisk ikke hundrede procent huske, hvad jeg gjorde herfra. Vreden, der spredte sig i min krop og synet af den lille pige, der var så dybt skræmt og rystede og havde et helt unævneligt udtryk i øjnene og som rakte ud efter den voksne, der bare vendte om på hælen og skred, det gjorde mig så edderspændt, at jeg ikke kunne føle mine egne fingre.

Jeg får hende afleveret til en pædagog, der heller ikke kender hende. Og jeg kender desværre heller ikke pigen, så jeg ved ikke, hvor hun hører til. Hun kan ikke snakke, så jeg kan ikke få hendes navn.

Der løber et følelsesmæssigt kaos igennem min krop. Hvordan skal jeg nu aflevere? Kan jeg det her? Er det her ikke omsorgssvigt? Hvem henvender jeg mig til? Hvem er denne pige? Hvem er hendes forældre? De skal vide det her. Hvad gør jeg?

Av min mave

Jeg ved godt, det lyder tosset, men jeg var så meget i chok, at jeg faktisk ikke i situationen handlede mere på det. Jeg var helt forstemt. Jeg afleverer min datter nede på legepladsen, hvor de andre er og går så hjemad. Jeg går ind i Netto for at handle. Tankerne kører rundt. Jeg har ondt i maven. Og jeg har fysisk ubehag. Da jeg skal betale, kan jeg pludselig ikke høre, hvad ekspedienten siger. Det suser for mine ører og jeg begynder at græde. Sådan rigtig græde med lyd på og helt uden hæmninger. Jeg ryster og jeg styrter bare ud af butikken og sætter mig på fortovet.

Jeg ringer til min mand og fortæller ham, hvad der er sket. At jeg simpelthen ikke vil have vores barn dér. Ikke EN dag mere. Vi boede på Østerbro dengang og der er lange ventelister på næsten alle institutioner. Så jeg spørger fortvivlet, hvad vi skal gøre. Hvis vi hiver hende ud, skal hun opleve et skift, og hun var jo lige rykket op og hvordan mon dét ville påvirke hende. Og der vil gå lang tid, før hun kan få en ny plads. Hvad gør vi? Jeg græder og græder og kan slet ikke holde ud, hvad det er, jeg lige har set og oplevet og at jeg frivilligt har efterladt min datter på 1,5 år i dét. Min mand er helt fattet og meget kontant. Og jeg elsker ham for dét, han sagde:

”Du går bare over og henter hende NU. Vi finder ud af det”.

Og det gjorde jeg så. Jeg vendte om på hælen, marchrede ind og hev hende ud af legepladsen, gik op og tømte hele hendes garderobe og slæbte gummistøvler, regntøj, flyverdragt og turtaske og barn med mig. Jeg var slet ikke i stand til at gøre mere end dét, lige der.

Bagefter indsendte jeg naturligvis en klage til kommunen (som vi også efterfølgende senere fulgte op på) – og en meget vred mail til lederen med en udførlig beskrivelse af alle involverede og meldte min datter ud. Og overvejede flere gange at stille mig ned foran lågen og forhører mig hos alle de forældre, der kom, om de mon havde en lille pige med mørkt krøllet hår.

Det er knap 7 år siden nu. Og bare mens jeg har skrevet indlægget her, har mine hænder rystet. Og det var ikke mit eget barn. Jeg har ikke ord for, hvordan de forældre, der optræder i TV2 dokumentaren må have det. Jeg bliver virkelig skidt tilpas.

Og hvorfor skriver jeg så det her nu?

Fordi jeg i lyset af dén føromtalte dokumentar fik rippet op i en masse følelser, som jeg har brug for at dele:

Følg din mavefornemmelse. Hellere spørg for meget end for lidt.

Og i kølvandet på dokumentaren ligger den her artikel nu online.
Hvor man kan læse, at Københavns Kommune med et nyt tilsyn har fået et indblik i, hvad der foregår i daginstitutionerne. Der er så et kort over de kritiske tilsyn. Værst er det i 22 ud af omkring 400 institutioner. De har nemlig fået røde anmærkninger for deres arbejde med området ‘Sociale relationer – barn/voksenkontakt’. Og hvilken institution er at finde her, tror I? Med det højeste antal anmærkninger, man overhovedet kan få? Korrekt. Elins gamle.

Det gør mig saftsusemig ked af det.

Det er altså knap 7 år siden, jeg – sammen med to andre forældre – indsendte klager. Og det tyder ikke på, det er blevet stort bedre. Det er ikke samme ledelse i dag, kan jeg se. Og det er ganske givet helt andre pædagoger i dag. Og ja, der var også masser af søde voksne. Men det ændrer ikke på, at det her først og fremmest handler om vores børns velbefindende.

Præcis, hvor det går galt henne, når tingene ikke kører, som de skal, det ved jeg ikke. Men jeg synes, det er så vigtigt, at der er fokus på det.

Den gamle institution hedder Barndommens Land. Og jeg kan kun sige, uanset hvor synd det måtte være for alle de gode og ordentlige pædagoger, der er, at hvis du bor på Østerbro – så ville jeg overveje en anden institution. Indtil deres ry forbedres.

Desværre.

Eksempelvis Studsgårdsgades, som var dér, hvor Elin endte bagefter. Den ligner virkelig noget trist noget udefra, men hold da op. Magen til hjertevarmt sted, dedikerede pædagoger, fantastisk ledelse, helt igennem overskuds-agtig pædagogik og varmt sammenhold, skal man lede længe efter. Jeg kan ikke rose det nok. Det var verdens bedste sted.

Min datter elskede det og blomstrede helt op, da hun kom derhen. Hun havde nogle måneder dér i vuggestue og derfra 4 år i børnehave og jeg har kun ros. Til alle, jeg har været involveret med dér. Fantastisk sted. Lad jer ikke narre af den triste bygning.

Og det var først dér; Da hun kom derhen, hvor alting bare spillede og der var fuld af hjertevarme og leg i børnehøjde, gode pædagogiske tiltag, ægte nærvær og omsorg og en utroligt tilstedeværende ledelse, at det gik op for mig, at DET er sådan, det skal være, at gå i institution og aflevere sit barn. Min datter går i 1. klasse nu. Om lidt skal hun i 2. klasse. Og hun taler stadigt ofte om sin børnehave og de voksne pædagoger dér. De har en helt særlig plads i hendes hjerte. Og i mit. Og det er sgu sådan, det skal være. Hvis ikke vi var flyttet kommune, så havde lillebror også været afleveret dér.

Det ændrede utroligt mange ting for mig og for os. Jeg så og forstod, hvor små ting, der er afgørende for, om miljøet er roligt, barnet er trygt, forældrene ditto. Og jeg oplever i øvrigt det samme i dag med vores søn og hans vuggestue. Jeg har aldrig siden haft behov for at slå i bordet eller råbe af en leder. Jeg har ikke haft ondt i maven siden. Det burde nok have fortalt mig noget dengang…..

Dét som gør ondt i dag, det er det efterslæb, der kommer mentalt. Tænk at jeg lod min datter aflevere i dét. Hvordan kunne jeg? Tænk at hun er startet sit liv i sådanne rammer. Og den lille pige, der blev sådan forsømt. Hvem var hun? Hvem er hendes forældre. Det nager mig stadig. Tænk hvis min datter havde været udsat for dét og ingen fortalte mig det.

Jeg har brugt så lang tid på at berolige mig selv med, at det MÅTTE være et enkeltstående tilfælde. Men ak. Det kunne tyde på, der er brodne kar mange steder.

Jeg ønsker ikke at skabe mistillid. Jeg anerkender at personalet er under pres. Jeg har heldigvis flest gode erfaringer og har mødt pædagoger på min vej gennem institutionslivet, som var GULD værd. Og retfærdigvis skal det også siges, at jeg ikke selv har mistet tillid; jeg afleverede min søn uden mavekneb.

Men jeg har altså også et lille lig i lasten. Og jeg synes helt ærligt, vi bliver nødt til at tale om det. Og handle på det. NU.

9 kommentarer

  • Ann Møller

    Pyhhhhh jeg havde det på samme måde da jeg så klippet, har sidenhen set programmet og ja for Guds skyld forældre- følg mavefornemmelser. Min ældste var et sted – vuggestue- (hvor folk valfartede til) i nv. Hun græd som pisket hver morgen, og skreg imens hun pegede mod døren når jeg hentede, for hun skulle ud så hurtigt som muligt. Hun sad ofte i en barnevogn på stuen med sut i munden- når jeg undrede mig var svaret at hun havde svært ved at overskue de mange børn på gulvet. Mit barn der er glad, social og gerne leger i flok…. pædagogen tog fejl af hende og et andet barn flere gange når hun skulle fortælle om episoder, roste hende for at være ved at lære at gå- det havde MIT barn gjort i et år og sådan kunne jeg blive ved. En dag min mand hentede stod de voksne og råbte af hinanden i et skænderi hen over hovedet på de stakkels unger. Vi flyttede vores datter til verdens bedste institution i Søborg hvor vi var flyttet til og fra dag et afleverede vi en top glad pige og hentede en der ikke havde travlt med at komme hjem. Jeg vil til evig tid have den magtesløse fornemmelse siddende i maven når jeg ser sådan program- og jeg ved at jeg den dag idag som tredjegangsmor ville handle hurtigere end jeg gjorde dengang da jeg var førstegangsmor og “uvidende/usikker”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Jeg hører dig. Præcis samme følelser her. Og samme scenarie. Hun VILLE ikke af sted. Hun nærmest løb ud af døren, for at komme væk. èn gang sad hun klar, alene ude i garderoben med alt sit overtøj omvendt på (aka hun havde selv taget det på) og da jeg kom hen, sagde hun: Mig hjem!. Åh, mit hjerte 🙁 Og alle de mystiske adfærdsproblemer og kampe vi havde med hende: Det hele forsvandt efter to uger i den nye. Hun blomstrede helt op, blev glad og energisk og ville aldrig hjem. Hun elskede at være der! Og hun taler stadig om det – og om sine pædagoger. Tænk, hvor lidt, der egentlig skal til. Og hvor meget, det betyder. Jeg synes det er så uhyggeligt. Og jeg er stadig i dag ret fuld af skam over, at jeg ikke handlede noget før, på de mange alarmklokker, jeg følte. Men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tackle det, eller om det var normalt. Lige indtil jeg oplevede noget, jeg med sikkerhed VIDSTE, ikke var det. Øv. Jeg ville helt klart handle langt hurtigere og mere prompte i dag. Jeg har en helt anden føling med det i dag. Men det gør mig virkelig trist at tænke på. Også i forhold til selve steder, der jo tydeligvis lider under nogle gennemgribende problemer, siden det stadig står på. Øv for den.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym fra Aarhus

    Tak fordi du deler. Jeg har nemlig fulgt med dagen igennem med en knude i maven … fordi jeg var moren pigen med det krøllede hår. Bortset fra vores historie udspiller sig i Aarhus midtby og mit barn sad, alene, blå i hovedet og hiksede. Som ingen håndterede, var ved eller holdte om. De bare lod ham sidde alene.

    Jeg fjernede ham samme dag og mødte kun total arrogance fra ledelsen og personalet. Magen til dårlige undskyldninger.
    Kommunen håndterede det vældig fint. Men føj for en ledelse, personale og kultur overfor helt små vuggestuebørn. Er glad for vi aldrig satte vores ben deroppe igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh nej…kæmpe knus til dig!
      Godt du handlede på det. Naturligvis skal man have forståelse for både institution, pædagoger, nomeringer, ledelse mm. Selvfølgelig skal man tro på det bedste. Og ikke så unødig tvivl og mistillid. Men den gennemgribende ondt i maven-føelse må aldrig tilsidesættes til “fordel” for barnets trivsel. Æv. Godt du/I kom væk derfra!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      og Ps: så kan der jo være stor forskel på vugge og børnehave. Erfarede jeg. Så den ene del kan godt virke i en institution, uden at den anden gør det. Åbenbart.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    Min søns institution er én af de 22 med røde anmærkninger. Endda tre af slagsen. Jeg har læst tilsynsrapporten og var desværre ikke overrasket. Stor udskiftning i personalet (og ledelsen), mange vikarer, mange sygemeldinger, mange morgener med for få voksne på stuen…mit barn (på nu 4 år) trives heldigvis dernede, men om lidt skal jeg aflevere min yngste i vuggestuedelen i samme institution. Jeg har lyst til at lade være, men arbejdet kalder. Det er benhårdt at tænke på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh nej da. Ja, vores den gamle, hvor alt det her skete er jo så også iblandt. Også med tre anmærkninger. Og jeg kan kun for eget vedkommende sige, at jeg oplevede noget nær en guddommelig indsigt, da vi hev hende ud og fik hende ind et sted, hvor alting bare spillede og alle – børn – såvel som voksne, var glade og tilfredse og befandt sig trygt og godt.
      Hvis du ikke har oplevet noget, er der jo ingen grund til at råbe vagt i gevær. Men det er i hvert fald nok godt, du er opmærksom på det. Og husk; uanset job og manglende institutioner mm, så er der altid en udvej. Også selvom, der ikke umiddelbart er det.
      Jeg fik til at begynde med at vide, at der intet ledigt var og at vi måtte tage orlov for at passe hende. Men jeg ringede og ringede og græd ned i røret og til sidst, så fandt jeg en åbning. Og en meget kærlig og omsorgsfuld leder, der (jeg husker ordene ordret) sagde til mig i telefonen; “Sådan dér er der ingen børn eller forældre, der skal have det. Vi har desværre ikke plads, men kom ned. Så finder vi en løsning. Det kan godt være, din datters børnehavestart bliver skubbet lidt, men jeg hjælper dig.”….og det gjorde han! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      Min eneste anke er, at ens arbejde simpelthen aldrig må være mere vigtig end dit barns trivsel.
      Små barnehjerner kan få varige skader af denne form for omsorgssvigt og kan senere i livet udvikle stress, angst og depression over ikke at få sine behov mødt med af de omsorgspersoner omkring dem.

      Vores børn har kun én barndom og der er en grund til, at disse institutioner har 3 røde smileys.

      Jeg ville personligt ikke turde overlade pasningen af mit barn til sådan en institution.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Jeg er enig. Og det ville jeg nok heller ikke, men det er især fordi jeg har den forhistorie, jeg har. Vi kender jo ikke den pågældende institution og det er ikke til at dømme for andre. Det vigtigste må være, at ens barn trives og udviser tydelige tegn herpå, tænker jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

STATUS; EN UGE I NEW YORK UDEN BØRN – OP & NED