PAVENS JULEPRÆDIKEN: MAX OUT

Det kan være svært at forstå, når man er voksen. Men der er en regel, når det er jul, som er ganske simpel. Den hedder more is more – og handler om, at maximere sit udbytte. Når man er 4 år. Og efter alt at dømme et par år frem. De voksne snakker meget om næstekærlighed, nærvær og grundværdier, om julehjælp og samvær og mod til at elske sine medmennesker, om lysten og evnen til at dække behov hos værdigt trængende og andre svære ord. Men som Pave og overhoved for en hel generation af 4-årige eneherskere landet over, føler jeg det som min pligt, også at understrege behovet for mer-jul. Mere julepynt, tak. Mere julekagebagning. Mere juletræsdans. Mere kanel….

PRÆDIKEN #12

NÅR PARTY-GENET PEAKER Man skal aldrig holde sig for fin til en god fest. Det kan for mange virke en kende uoverskueligt, måske også lidt omstændigt og ligefrem omkostningsfuldt at invitere hele hytten fuld af godtfolk. Men det er her, man bør stoppe sig selv. Ingredienserne til den perfekte fest er nemlig simple, overkommelige og træfsikre. Jeg har længe plaget mine forældre. Sagen er den, at jeg har fået et hus. Eller de har. Men det gør det jo også til mit. Og i tilkøb med huset har jeg nu endelig langt om længe fået et værelse. Min mor har forsøgt at gøre det rigtig tutte-nutte fint og pyntet med puder og andre mystiske ligegyldigheder, men heldigvis ved jeg, hvad…

PRÆDIKEN #11 – 3 år

Modeluner og lunere mode Jeg har før erklæret min holdning til mode og tendenser. Det er jo åbenbart et tilbagevendende tema her på bloggen. Men i stedet for at lade sig diktere af svingende modeluner, er en langt mere træfsikker fremgangsmetode at lade humøret bestemme. Min mor skal ofte bistås med assistance, men ender gerne med at erkende mit intellekt. Alle ved f.eks at tylskørt og gummistøvler er den bedste kombi. Folk der siger andet, har ikke fattet en klejne. Bevægelsesfrihed er et kodeord, som er værd at bemærke. Der skal være plads til dans i gaderne ? også hvis det involverer vandpytter og mudder. Nu forholder det sig sådan, at jeg er svært begejstret for min flyverdragt. Den er…

PRÆDIKEN #10 – 2 1/2 år

Om trodsalder og tåbelige forældre aka DEFCON 3 Jeg er generelt meget samarbejdsvillig. Uhyre eksemplarisk. Og altid ydmyg. Kræver ikke for meget. Kun hvad der retmæssigt er mig tiltænkt og forundt. Alligevel skal jeg dagligt kæmpe med mine forældre. De synes at være kommet i en anstrengende trodsalder, hvor jeg sporer en nyopdaget evne til at føle ? og ikke mindst udtrykke, hvad de gerne vil og ikke vil hele tiden. Det er ikke altid kønt. Min mor er ret utålmodig og min far er stædig. Det er ærligt talt en tung byrde at bære, men de har brug for min kyndige vejledning. Selvom de, når konflikten blusser op, ønsker mig langt væk, så modner jeg dem og gør dem…

PRÆDIKEN #9 – 2 år

Alt hvad du troede var dit, det er mit Det kan være en stresset tilværelse at være 2 år. Man begynder så småt at få en egen vilje og det er nødvendigt at dele den med verden, finder man ud af. Ellers tror de bare, de kan løbe om hjørner med én. Samtidig skal man konstant belemres med de andres mening. Og det forekommer mig, at der ofte er uoverensstemmelse mellem de to poler. Det kan være svært at navigere i mine forældres holdninger. I løbet af dagen synes min mor f.eks det er enormt nuttet, når jeg øver min hoppe teknik i stuens møbler. Når jeg så skal sove, og glad beslutter at fortsætte skarpvinkling af finmotorikken ved at…

PRÆDIKEN #8 – 18 måneder

Livets uforudsigelighed Børnefamilier er utilregnelige. De kommer for sent til arrangementer, glemmer vigtige ting, f.eks nøgler, kørekort, pung, bleer eller andet, når de er på farten, suser rundt med ofte uglet hår og pletter på tøjet, glemmer aftaler eller dobbeltbooker i ét væk…….det skyldes en simpel årsag: De voksne tror, det er dem, der har kontrollen. Det er det ikke. F.eks kan jeg ret godt lide at kaste med min mors telefon, lige inden vi skal i vuggestue. På den måde kan jeg nemt vinde lidt ekstra tid foran byggeklodserne, mens hun febrilsk roder rundt på gulvet efter det lille sim-kort, der som en katapult altid skydes ud i diverse afkroge af lejligheden…… Børnefamilier kan man ikke regne med. Bedst…

PRÆDIKEN #8 – 1 år

Profil af en terrorist Nogen tror, at små børn og store babyer kan lide at lege stille lege. At de foretrækker bløde bamser og hyggelige himstergimser, der kan trutte og sige sjove lyde. Det er en fejlagtig slutning og en kort observans af små menneskers færden vil hurtigt belyse dette. Da jeg var lille kunne jeg godt lide at ligge på min mors arm og nusse. Den slags overflødig tidsfordriv betager mig ikke længere. Jeg har derimod fået en hobby. Sådan én, jeg bruger uforbeholdent meget tid på hver dag, sådan én jeg konstant vender tilbage til – og som jeg ihærdigt forsøger at pådutte min omverden. Jeg terroriserer. Kapring af offentlige transportmidler, fx. min fars antikke togbane eller besættelse…

PRÆDIKEN #7 – 8 måneder

En Grøntsags Guddommelighed Jeg elsker Broccoli. Jeg er klar over ordets stærke konnotationer og jeg ved, at det kan virke som en voldsom udmelding. Men jeg ELSKER broccoli. Mine forældre forsøger ihærdigt at liste andre typer mos og grød i mig. Men jeg har udviklet en skarp teknik, hvor jeg kun åbner munden i dét øjeblik, jeg ser lidt grønt for mit øje. Hvis det alligevel lykkes at snige andre madtyper indenbords, så spytter jeg det bare ud. Jeg vil have broccoli hele tiden. Ellers som minimum i form af topping på andre grødtyper. Jeg har valgt at lade mine opspilede øjne og min vidt-åbne mund akkompagnere af små hyldest-hyl, når broccolien serveres….. I starten fandt mine forældre det morsomt….

PRÆDIKEN #6 – 7 måneder

Babystadiets fortrin Ganske få stadier i tilværelsen bør nydes med samme omhu som babylivets.  De privilegier, der medfølger menneskets tidligste alderstrin er vidtfavnende. Se nu fx mine forældres udelte begejstring, når jeg eksalteret kaster grød rundt i rummet. Jeg er usikker på,  om de vil finde det lige så kært, når jeg rammer mit 16. år. Forleden var jeg træt af deres konstante knævren, og efter flere mislykkede forsøg på at få dem til at klappe i, benyttede jeg mig af et gammelt trick; Et par plastickrus på ørene og en liflig susen banede sig nu vej ned gennem mine hårdt prøvede øregange ? ahh. De fandt det hverken provokerende eller asocialt. De faktisk roste min opfindsomhed! Det skal også…

PRÆDIKEN #5 – 6 måneder

Noget om kulturforskelle og Guder Her er rart i Thailand. Varmt, men rart. Jeg lærer en masse om kulturforskelle og menneskelig indsigt. Især holder jeg af, hvorledes det konstant kommer til sin ret, at visse personer behandles efter rang og titel. Alle bukker og nejer for mig. De løfter mig rundt og hopper og springer på kun et enkelt nik. Det forekommer mig behageligt, at man her synes at have forstået min status. De snakker en del om babyer og genfødsel og den slags, jeg forstår mig ikke helt på det. Men jeg har bidt mærke i ordet ?Guder?; Det bruger de gerne om folk som mig. Jeg håber, min mor og far suger det til sig og tager den…

PRÆDIKEN #4 – 5 måneder

Den hemmelig babylov Der findes en hemmelig babylov. Den åbenbares først, når man mindst venter det. Indsigten er kostbar og velbeskattet, men erfares kun over tid og gennem stort besvær. Naturligvis. Alle nybagte forældre falder i fælden. Alle mærker de livets limbo, men kun få ved, at det rent faktisk styres af baby. Med hård hånd. Det går kort fortalt ud på, at den gode forældre panikpakker pusletaske som var krigen brudt ud og en månedslang rejse ventede forude. Ekstra stofbleer, rangle, barnevognskæde, solhat, uldsokker, tynde sokker, termokande med vand og flaske samt sutter, vådservietter, bleer, ekstra tøj og bukser, lidt mos, en bamse, et underlag, plasticposer og engangs-klude, et kamera (mest for moderens skyld), solcreme, svøb, uldtæppe, regnslag, cardigan,…