Som sagt gjorde jeg mig et virkelig godt kup i Amsterdam. Bedst som jeg gik og var lidt slukøret over vejret og kulden (9 grader, come on!!??) og forgæves vandrede fra butik til butik, dels for at holde varmen, dels for at peppe humøret med lidt shopping – så jeg et en lille smal butik mast ind imellem to huse, hvor mit øje spottede to ord: Maison Martin Margiela og udsalg! Jeg styrede direkte derhen og flåede de første ti items ned af bøjlerne og næsten løb ind i prøverummet. Men ak, der var ingen nedsættelser på MMM. Det viste der så til gengæld at være på alle deres Balmain ting….endda rigtig meget nedsættelse!! Der var kun én af hver ting, men da jeg så denne jakke, var jeg ikke et sekund i tvivl. Tung silke, smuk paisley, boyfriend cut, sommerhvid med sort – og så endda vendbar. Åhh. Den falder og sidder så smukt. Jeg glæder mig enormt til at indvie den! Og så gav det helt klart et ekstra boost til humøret, at give 85 euro for noget, der stadig havde prisskilt på med en nypris på næsten 900 euro!…..
Author Archives: Guld.log
NEW BAG, NEW STROLLER, NEW WEEK
De af jer, der følger med på Instagram, har allerede set den. Min nye kærlighed. Har meget længe gerne villet have en BOYY bag, fordi den i min optik er lige dele praktisk og pæn, rå og feminin. Og i anledning af min fødselsdag, er den endelig kommet herhjem og bo. Min absolutte favorit er i grå læder med snake, men da den sorte kom på Trendsales til en lidt bedre pris, næsten i ny stand, måtte der slåes til! Det er så smart, at den også kan bruges som clutch, når man klikker kæden af, og til hverdag som cross over. Og så kan flappen vendes, så den også kan blive helt plain sort. Den fine stroller er også ny. Den er fra Stokke og er sandsynligvis enden på en meget lang og hidtil ret ulykkelig søgen. Vi havde egentlig opgivet kampen, for vi har sandt sagt været igennem en god del klapvogne. Enten er vi meget kræsne eller også meget uheldige. Men vi har ikke været tilfredse. Indtil nu. Den er simpelthen så lækker og gennemført – dybere anmeldelse følger. Håber I har nydt weekenden og det storslåede sommervejr? Vi er nu hjemme fra Amsterdam – men allerede om et par uger, kan jeg pakke kufferten igen. Min dejlige mand gav mig nemlig en tur til London i fødselsdagsgave.
SORT OG HVID
Er lidt bagud med indlæg til jer, men nogen gange løber tiden bare stærkt. Tak for jeres søde fødselsdagshilsner. Vi har nydt Amsterdam, om end vejret har været ret meget imod os. Ekstra surt, når det så samtidig var sommer herhjemme….Outfittet her er fra da vi var til barnedåb sidste weekend, og jeg må erkende (især når jeg kigger i mit klædeskab og på mine seneste køb), at jeg er ret besat af sort/hvid kombinationen for tiden. Det giver et fint grafisk look og er enkelt, men samtidig aldrig kedeligt. Jakken er fra Cos og ny, jeg har stort set boet i den, siden jeg købte den.
Kjole og jakke: Cos // sko: Gestuz // taske Manii by Adax
AMSTERDAM
En hurtig hilsen herfra Amsterdam, hvor vi nyder livet. Godt nok med en kæmpe streg i regningen – og ikke på grund af ovenstående billede
Nææ, tværtimod har netop ovenstående vidunderlighed klart opvejet det faktum, at mens DK havde næsten 25 grader på min fødselsdag, valgte jeg så at fejre den her i landet, hvor det var 11 grader og tis regnvejr……av, den svier. Men så er det dælmer godt, at man i stedet finder et fantastisk outlet, hvor man kan gøre sig fabelagtige køb og spare flere tusinde kroner. Det (og varme vafler og tung chokoladekage med mine to store kærligheder) hjælper helt klart på det!
3 + 32 HURRA !
Traditionen tro er vi flere, der skal fejres i dag. For præcis tre år siden besluttede jeg nemlig på min egen fødselsdag, at sætte mig foran computeren og oprette en blog. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg ganske få måneder efter ville blive gravid. Og at fokus dermed – på såvel bloggen som min indre horisontlinje ville flytte sig en del. Sidste år skrev jeg, at både bloggen og jeg selv med tiden navigerede mere sikkert. I moden, i tilværelsen, i værdierne. Det holder jeg ved. Og samtidig er det netop én af styrkerne ved at have en blog; Et offentligt, verbalt og visuelt memoraire, et slags moderne digitalt fotoalbum, hvor fortiden fastholdes og sammenholdes med en udvikling, der sker gradvist og ubemærket, som tid altid gør det, men som dog alligevel indrammer nutiden på en både interessant og tankevækkende facon.
Jeg ville gerne, jf. sidste års blogpost, have iført mig pink bukser og en papmaske af Sarah Jessica Parker, alene for traditionens og pointens skyld. Men jeg befinder mig pt et sted i luftrummet på vej mod nye eventyr med min lille familie. Et eventyr, der ironisk nok er sat i stand via bloggen. Vi fejrer dagen og de 32 + 3 år i Amsterdam og skåler sikkert senere på, at alder trods dens skræmmende hastighed, rummer et indbygget kompas, der gør det langt nemmere, at ramme de rigtige destinationer. Heldigvis. Rejsen, både den konkrete og den indre, er uomgængelig for os alle. Men det fede ved det årstal, som mit pas viser, er, at jeg selvom jeg lige nu sidder i en flyver oppe over skyerne, faktisk for længst er landet.
Hip Hip Hurra !
CHERRY OH!
En halvgrå forårsdag i sommerhuset kan straks forekomme lysende let og luftig, når ens Pave kommer anstigende på terrassen i en elegant piruette iført glimmer strutskørt, hvide sneaks og skøn sweatshirt med røde bær! Blusen er fra shoppen Astas, der har så mange skønne ting, b.la også Karl. Den er fra et af yndlingsmærkerne ATSUYO ET AKIKO og vores kærlighed til det legesyge, nostalgiske og samtidig funky brand bliver kun større, for hver gang vi erhverver os noget derfra. Hvorfor findes det ikke i voksenstørrelse?
Sweatshirt: ATSUYO ET AKIKO // tylskørt: Stjerne for Kids // sko: Converse

















