NÅR DET ER SVÆRT AT PLEJE VENSKABER

Reklame for Nescafé GOLD Venskaber skal plejes. Det er der ikke noget nyt i. Men de fleste af os kender det alligevel godt; hverdagen tager over, alle har travlt, der er mange gøremål og to-do listen vokser, mens ugerne går og man end ikke ænser, hvor lang tid siden, det var man sås sidst. Jeg kan huske, da jeg var omkring 10 år og sad på bagsædet i bilen og hørte mine forældre have præcis den her samtale. Om hvordan dagene bare åd hinanden og de ikke helt forstod, hvorfor nogle vennepar pludselig var forsvundet ud i periferien. Jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det var noget fis. At de da bare kunne ringe eller besøge dem. Og det...

WHEN IN DOUBT….

…….wear pink. Eller noget. I fredags var jeg til TV Guld fest på Hotel d’Angleterre med Billed Bladet, rød løber og hele pivtøjet. Anledningen var selvfølgelig, at der skulle deles priser ud for diverse værts-præstationer, bedste TV program mm., og forinden havde min kære mand været nomineret. Han vandt ikke, og det vidste vi også godt, men for mig var det første gang, at jeg har prøvet sådan et rigtigt “rød-løber-arrangement”. Det var en super hyggelig aften og også dejligt at få lov at møde hans mange søde kollegaer, spise god mad, danse til ud på natten og ikke mindst være ude – bare os to, uden børn. Det er ikke noget, vi kommer så tit. Men for søren, hvor...

I ØVRIGT…..

– Går jeg i visse dele af vennekredsen under tilnavnet Pølle-Loui. Ja, man skulle måske tro, at det skyldes, at jeg er vild med de små sataner. Måske især nu hvor jeg har holdt en hel barnedåb under titlen Pøller & Øller. Men nej. Jeg HADER faktisk pølser. Grunden til det er også årsagen til mit mindre flatterende øgenavn. For rigtig mange år siden, måske omtrent 20 år, da jeg var 16/17 år gammel, der lavede jeg nemlig en reklamefilm for Gøls Pølser. Jeg var klædt ud som valkyrie og havde vist nok også horn. Jojo. Det er dog ikke pointen. Her skulle jeg spise en masse pølser. Som de ikke gad koge. Ergo var de rå. Men det så ikke...

FEDT NOK

Måske er det årsskiftet, der gør det, måske et vintertungt sløvsind, eller også er det min egen frustration over, hvordan jeg disse dage tager mig ud. Ingen ved det. Men faktum er, at jeg simpelthen ikke kan mønstre noget som helst, der minder om et fotoværdigt outfit disse dage. Jeg gider ikke. Jeg er blevet gammel, komfortabel, forfrossen og halvtør. Åbenbart. Jeg kan desværre se, når jeg går tilbage i mine arkiver, at det er én af de ting, jeg faser mere og mere ud. Eller egentlig er det som sådan ikke desværre. For ret beset, så synes jeg faktisk, at der er en helt masse andre, der gør den slags meget bedre end jeg – og jeg vil langt...

JEG BLOGGER, ALTSÅ ER JEG?

Det der med at blogge, det er noget underligt noget. Det tror jeg egentlig, de fleste syntes. Både dem, der gør det – og dem, der ikke gør. Dels fordi det virker navlebeskuende. Dels fordi man skriver til en relativt ukendt skare. Naturligvis kan os der blogger se en del statistik bag skærmen og mange har også gennem årene lært flere af sine læsere at kende. Jer, der optræder hyppigt i kommentarfelter og den slags, I bliver husket, det kan I tro! 🙂 Men alligevel, på trods af det, så kender jeg jer jo ikke. Det betyder for mig, der udsender ting i cyberspace, at jeg deler en bid af hvem jeg er, uden at jeg nødvendigvis kender noget til,...
Older posts