Kender I det med, at det virker som om, at alle andre ELSKER et eller andet, man ikke selv kan fordrage. Eller omvendt. At ingen andre mennesker i hele verden synes at forstå ens barnlige begejstring over et eller andet, der gør glad helt ned i storetåen…men man bare møder hovedrysten og himmelvendte øjne. Det gør jeg 😉 Og fordi det er mandag og dagen er lidt grå og jeg egentlig har bunker af arbejde, jeg burde lave, så besluttede jeg naturligvis at overspringshandle med at dele denne lille liste med jer. Over ting, som jeg (øjensynligt) er ene om at hade – og elske: TING JEG TILSYNELADENDE ER DEN ENESTE, DER IKKE KAN LIDE: – Cola Jeg har prøvet….

Venner, der er noget, jeg har gået og tænkt lidt på. Måske det bare skyldes, at jeg selv er lidt hyppigere og gladere bruger af den fjollede App end gennemsnittet? Måske forklaringen ligger i noget helt andet. Men længe har jeg gået og undret mig lidt over, hvorfor der egentlig er så mange flere, der læser og følger med herinde, end der er på min Instagram?  Forleden læste jeg lignende undren hos hende her – og det fik mig til at overveje, om det er fordi, I ikke rigtig benytter jer så meget af Insta, om det er fordi I bare ikke så godt kan lide/relatere til netop min profil – eller om det kan være fordi, I bare slet…

Reklame for Nescafé GOLD Venskaber skal plejes. Det er der ikke noget nyt i. Men de fleste af os kender det alligevel godt; hverdagen tager over, alle har travlt, der er mange gøremål og to-do listen vokser, mens ugerne går og man end ikke ænser, hvor lang tid siden, det var man sås sidst. Jeg kan huske, da jeg var omkring 10 år og sad på bagsædet i bilen og hørte mine forældre have præcis den her samtale. Om hvordan dagene bare åd hinanden og de ikke helt forstod, hvorfor nogle vennepar pludselig var forsvundet ud i periferien. Jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det var noget fis. At de da bare kunne ringe eller besøge dem. Og det…

…….wear pink. Eller noget. I fredags var jeg til TV Guld fest på Hotel d’Angleterre med Billed Bladet, rød løber og hele pivtøjet. Anledningen var selvfølgelig, at der skulle deles priser ud for diverse værts-præstationer, bedste TV program mm., og forinden havde min kære mand været nomineret. Han vandt ikke, og det vidste vi også godt, men for mig var det første gang, at jeg har prøvet sådan et rigtigt “rød-løber-arrangement”. Det var en super hyggelig aften og også dejligt at få lov at møde hans mange søde kollegaer, spise god mad, danse til ud på natten og ikke mindst være ude – bare os to, uden børn. Det er ikke noget, vi kommer så tit. Men for søren, hvor…

– Går jeg i visse dele af vennekredsen under tilnavnet Pølle-Loui. Ja, man skulle måske tro, at det skyldes, at jeg er vild med de små sataner. Måske især nu hvor jeg har holdt en hel barnedåb under titlen Pøller & Øller. Men nej. Jeg HADER faktisk pølser. Grunden til det er også årsagen til mit mindre flatterende øgenavn. For rigtig mange år siden, måske omtrent 20 år, da jeg var 16/17 år gammel, der lavede jeg nemlig en reklamefilm for Gøls Pølser. Jeg var klædt ud som valkyrie og havde vist nok også horn. Jojo. Det er dog ikke pointen. Her skulle jeg spise en masse pølser. Som de ikke gad koge. Ergo var de rå. Men det så ikke…

Måske er det årsskiftet, der gør det, måske et vintertungt sløvsind, eller også er det min egen frustration over, hvordan jeg disse dage tager mig ud. Ingen ved det. Men faktum er, at jeg simpelthen ikke kan mønstre noget som helst, der minder om et fotoværdigt outfit disse dage. Jeg gider ikke. Jeg er blevet gammel, komfortabel, forfrossen og halvtør. Åbenbart. Jeg kan desværre se, når jeg går tilbage i mine arkiver, at det er én af de ting, jeg faser mere og mere ud. Eller egentlig er det som sådan ikke desværre. For ret beset, så synes jeg faktisk, at der er en helt masse andre, der gør den slags meget bedre end jeg – og jeg vil langt…

Det der med at blogge, det er noget underligt noget. Det tror jeg egentlig, de fleste syntes. Både dem, der gør det – og dem, der ikke gør. Dels fordi det virker navlebeskuende. Dels fordi man skriver til en relativt ukendt skare. Naturligvis kan os der blogger se en del statistik bag skærmen og mange har også gennem årene lært flere af sine læsere at kende. Jer, der optræder hyppigt i kommentarfelter og den slags, I bliver husket, det kan I tro! 🙂 Men alligevel, på trods af det, så kender jeg jer jo ikke. Det betyder for mig, der udsender ting i cyberspace, at jeg deler en bid af hvem jeg er, uden at jeg nødvendigvis kender noget til,…

Endnu en weekend er på vej over i en ny mandag. På godt og ondt. Naturligvis elsker vi weekend herhjemme, som de fleste andre også, fordi vi kan være sammen som familie, fordi man her ofte ser sin sociale omgangskreds og fordi man kan sove længe. På papiret i hvert fald. For egentlig forholder det sig nok ikke heeelt sådan herhjemme, ikke lige for tiden i hvert fald. Det med at sove længe er generelt ikke noget, som vi gør os det i. Mine børn vågner helst inden 07.00 og min mand møder i hverdagene klokken 04.00, i weekender ”først” kl. 06.00. I dag sov de dog til 07.45, det er vist rekord siden Elliot kom til verden. Før da…

I går fik jeg lov at nyde sommerens måske allersidste varme solskinsdag på allerfineste vis. Jeg var inviteret til middag i en smuk og helt igennem magisk baggård på Frederiksberg, med dejlige Cathrine som vært og POSY som arrangør. Maden fra Hjemsøgt var fabelagtig god, vinen fra Rosforth & Rosforth ligeså, rammerne rå og charmerende, selskabet udsøgt, fuld af søde damer – det hele naturligvis flankeret af den ene smukke buket blomster efter den anden. Kort sagt: det blev én af de der aftner, hvor alt, simpelthen alt, går op i en højere enhed. Hvor man bare sidder….i timevis og snakker og hygger og nyder god mad, mens mørket trænger sig på, bålet tændes, vinen tømmes. Og man efter 5…

Reklame for Danske bank Som forældre bruger man børneårene til, på forskellige måder, at forberede ens børn til at stå på egne ben. Lige om lidt skal vores store pige starte i skole. Jeg kan nærmest ikke fatte, at der er gået 6 år, siden hun kom til verden. Det betyder også, at vi på mange niveauer står på tærsklen til en ny æra. Det lyder måske nok lidt vel dramatisk, men ikke desto mindre: Overgangen fra børnehavelivet til skolebarn er også en tydelig markering af det lille barns vej hen imod ungdom og voksenliv. Som forældre er vi med til at lægge kimen til vores børns adfærd som unge og voksne – og selvfølgelig ønsker vi at give dem…