Selv med små skridt kan man gå en lang march. Om et par dage er der Pride i København igen. Det skal jeg ud og fejre med nære venner, som jeg også var det sidste år. Dels er det en overordentligt festlig dag, og det er en dag, der handler om samhørighed og tolerance og så betyder grundpræmissen for Pridens eksistens også meget for mig. Det gør den, fordi det ligger mig på sinde, at være med til at skabe synlighed og åbenhed omkring retten og friheden til at være, den man er. Det er jo ikke noget nyt, at LGBT-miljøet, der repræsenterer en række seksuelle minoritetsgrupper, sammen med tusindvis af andre glade tilhængere vandrer gennem Københavns gader til Copenhagen Pride….

…….wear pink. Eller noget. I fredags var jeg til TV Guld fest på Hotel d’Angleterre med Billed Bladet, rød løber og hele pivtøjet. Anledningen var selvfølgelig, at der skulle deles priser ud for diverse værts-præstationer, bedste TV program mm., og forinden havde min kære mand været nomineret. Han vandt ikke, og det vidste vi også godt, men for mig var det første gang, at jeg har prøvet sådan et rigtigt “rød-løber-arrangement”. Det var en super hyggelig aften og også dejligt at få lov at møde hans mange søde kollegaer, spise god mad, danse til ud på natten og ikke mindst være ude – bare os to, uden børn. Det er ikke noget, vi kommer så tit. Men for søren, hvor…

– Går jeg i visse dele af vennekredsen under tilnavnet Pølle-Loui. Ja, man skulle måske tro, at det skyldes, at jeg er vild med de små sataner. Måske især nu hvor jeg har holdt en hel barnedåb under titlen Pøller & Øller. Men nej. Jeg HADER faktisk pølser. Grunden til det er også årsagen til mit mindre flatterende øgenavn. For rigtig mange år siden, måske omtrent 20 år, da jeg var 16/17 år gammel, der lavede jeg nemlig en reklamefilm for Gøls Pølser. Jeg var klædt ud som valkyrie og havde vist nok også horn. Jojo. Det er dog ikke pointen. Her skulle jeg spise en masse pølser. Som de ikke gad koge. Ergo var de rå. Men det så ikke…

Måske er det årsskiftet, der gør det, måske et vintertungt sløvsind, eller også er det min egen frustration over, hvordan jeg disse dage tager mig ud. Ingen ved det. Men faktum er, at jeg simpelthen ikke kan mønstre noget som helst, der minder om et fotoværdigt outfit disse dage. Jeg gider ikke. Jeg er blevet gammel, komfortabel, forfrossen og halvtør. Åbenbart. Jeg kan desværre se, når jeg går tilbage i mine arkiver, at det er én af de ting, jeg faser mere og mere ud. Eller egentlig er det som sådan ikke desværre. For ret beset, så synes jeg faktisk, at der er en helt masse andre, der gør den slags meget bedre end jeg – og jeg vil langt…

I går fik jeg lov at nyde sommerens måske allersidste varme solskinsdag på allerfineste vis. Jeg var inviteret til middag i en smuk og helt igennem magisk baggård på Frederiksberg, med dejlige Cathrine som vært og POSY som arrangør. Maden fra Hjemsøgt var fabelagtig god, vinen fra Rosforth & Rosforth ligeså, rammerne rå og charmerende, selskabet udsøgt, fuld af søde damer – det hele naturligvis flankeret af den ene smukke buket blomster efter den anden. Kort sagt: det blev én af de der aftner, hvor alt, simpelthen alt, går op i en højere enhed. Hvor man bare sidder….i timevis og snakker og hygger og nyder god mad, mens mørket trænger sig på, bålet tændes, vinen tømmes. Og man efter 5…

  Jeg var simpelthen ved at tisse i bukserne af grin over det her fabelagtige indlæg. Især kommentarfeltet er GENIALT. Læs det. Så sjovt. Og det fik mig i samme ombæring til at reflektere lidt over, hvad der sådan på daglig basis går og irriterer mig. Hvad gør mig virkelig skidt til mode og skaber gennemgribende, afgrundsdyb ubehag i min krop? Af de mere…hverdags-random ting. Krig, vold, syge børn, etc. er en helt anden kategori. Det skulle vise sig, at være en ret nem liste for mig at udfylde. Jeg har åbenbart flere mystiske fobier og er tilsyneladende et ret irritabelt menneske. Oh well, I kan jo så ryste på hovedet af mig eller måske jeg ligefrem har nogle lidelsesfæller…

De af jer, der har læst med mere eller mindre fast ved, at min fødsel med Paven gik temmelig stærkt, 4 timer helt præcist. Jeg har skrevet om det her. Fordi storesøster kom så kvikt til verden, har jeg undervejs i denne graviditet fået at vide af min jordmoder, at jeg burde overveje at føde hjemme. Simpelthen fordi det potentielt kunne gå hen og gå rigtig stærkt. Men altså…vi bor 12 minutter væk fra Rigshospitalet og der gik trods alt en god time fra vandet gik til veerne kom, dengang med Paven. Det var fin tid til at få styr på tasken og trisse ned i bilen. Dengang. Derudover varede de lede veer trods alt også et par timer. Dengang….

…har jeg blærebetændelse, bækkenløsning og en iskasnerve i klemme. Og derfor temmelig ondt, når jeg går. Hvilket i forvejen var besværligt nok. Og plukkeveer ustandseligt. Det er kort sagt en fest at være mig. …kan jeg ikke snøre mine egne sko længere. Kan ikke bøje mig forover. Ej heller tage sokker på. Havde lykkelig glemt dette stadie fra sidste gang. …føler jeg, taget alt det ovenstående i betragtning, at der er ret lang tid til min termin midt november. …tænker jeg samtidig, når jeg regner på det, at 6 uger er skræmmende lidt tid tilbage, når vi stort set intet har købt eller gjort klar til baby endnu. Andet end lidt sparkedragter. Hvor blev tiden af? Synes lige jeg var…

Indeholder reklame Vi ved det jo godt, alle sammen. At der findes allergifremkaldende stoffer i flere af de produkter, vi omgiver os med. Og at alle, der omgiver sig med parfume, kan få allergien. Men hvor meget gør vi så? Helt ærligt? Jeg selv – hmn….ja, det kommer jeg nærmere ind på her. Neutral har nemlig givet mig en udfordring i forbindelse med en ny kampagne Parfumefri Hverdag. At gå en dag helt uden noget parfume, og se hvor svært det egentlig var. Jeg har derfor modtaget nogle produkter til test – og fandt i samme forbindelse ud af, efter en grundig gennemgang af hjemmet, at vi faktisk allerede havde en del Neutral produkter herhjemme. Til at begynde med, gjorde…

Vores lille hjem er simpelthen i denne måneds Mad & Bolig. Endda på forsiden. Hold da magle. Det er lidt underligt. Men naturligvis også sjovt at se, særligt når man tænker på hvor meget, der er sket, siden vi flyttede ind for snart et år siden. Selv føler jeg nok, der stadig mangler meget – og det gør der også, men når jeg sidder og kigger på artiklen i bladet, kan jeg godt se, vi alligevel er kommet et godt stykke. Det er jo et helt hus på 180 km2 med to etager og have for filan. Der ER mange ting, som der skal styr på og Rom blev jo heller ikke bygget på én dag, vel? Vi skal jo…