Alt hvad du troede var dit, det er mit

Det kan være en stresset tilværelse at være 2 år. Man begynder så småt at få en egen vilje og det er nødvendigt at dele den med verden, finder man ud af. Ellers tror de bare, de kan løbe om hjørner med én. Samtidig skal man konstant belemres med de andres mening. Og det forekommer mig, at der ofte er uoverensstemmelse mellem de to poler. Det kan være svært at navigere i mine forældres holdninger. I løbet af dagen synes min mor f.eks det er enormt nuttet, når jeg øver min hoppe teknik i stuens møbler. Når jeg så skal sove, og glad beslutter at fortsætte skarpvinkling af finmotorikken ved at hoppe energisk op og ned i tremmesengen, mens jeg glad råber alle de ord, jeg har lært ud i rummet (KO!!! HUND!!!! MAD!!!! SE!!!! MIG!!!! BLÅBÆR!!!! VOV!!! osv.), virker hun slet ikke begejstret?

Jeg bliver også konstant udsat for urimeligt pres i vuggestuen. Hele tiden, dagen lang, skal jeg med møje og besvær indkræve alt det, der retmæssigt er mit. Og det er en del. De andre forstår det ikke. De er ikke blevet ordentligt informeret af ledelsen. Gyngen er MIN. Det er rutsjebanen også. Og sandkassen. Og alt hvad der ligger i den. Og løbecyklerne (ja, flertal intended!) og bambusbusken og især elevatoren. De spørger ikke en gang om lov. De indtager det bare med største naturlighed og lader mig om alt besværet med at rydde ud, prøve at løfte dem væk, skubbe dem ud og ‘gøre rent bord’. Det er temmelig anstrengende.

Jeg føler heller ikke synderlig stor opbakning fra mine forældre på dén front. De har sågar taget koen Berta ud af hænderne på mig og frivilligt overgivet den til en anden ‘Mariehøne’ (Forstår heller ikke, hvorfor nogen har bestemt, at hønen SKAL hedde Marie??) uden at tøve. Dér stod jeg. Uden ko. Uden opbakning. Uden forståelse for min ekstreme utilfredshed. Fik bare at vide, at nu skulle jeg hjem – igen helt uden hensyn til mine behov. Hvorfor? De siger man skal dele. Jeg tror ikke, jeg bryder mig om konceptet. Jeg er mere til enevælde. Det passer min stand bedre. De må snart forstå det. For at hjælpe dem på vej, har jeg udarbejdet en liste til at danne et overblik. De har brug for guidelines:

Hvis jeg kan lide det – er det mit
Hvis det er i min hånd – er det mit
Hvis det ligner, det er mit – er det mit
Hvis jeg synes det er mit – er det mit
Hvis det ligger på jorden – er det mit
Hvis det er pænt – er det mit
Hvis det smager godt – er det mit

Ps: Alt det andet er også mit

Nåde være med jer!

Hilsen Paven