Som allerede nævnt, fordriver jeg tiden under palmernes susen med Patti Smiths Just Kids, der ud over at være en art selvbiografi, desuden er et smukt dobbeltportræt af dels Patti selv, dels hendes nære soulmate (og senere anerkendte kunstfotograf) Robert Mapplethorpe.

Historien starter, da de to mødes som helt unge uden hjemsted og med indre oprør i 60érnes New York. Her driver de rundt og udforsker diverse kunstneriske udtryk, sig selv og hinanden. ’Just Kids er en kærlighedshistorie, der begynder som et eventyr og ender som en elegi. Et boheme-romantisk erindringsbillede af et svundet New York,’ står der på omslaget. Og det er meget rigtigt. Det er virkelig fint (be)skrevet og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har ladet mig sådan opsluge af et fjernt univers.

Patti Smith skriver utrolig nærværende og meget enkelt. Men samtidig ærligt og originalt. Aldrig kedeligt. Selv når hun er mest urimelig, fatter man sympati for hende og hendes historie. Just Kids modtog i 2010 USA’s mest prestigefyldte litteraturpris, National Book Award og det er altså meget velfortjent, synes jeg.

Hun er tidligere blevet kaldt ”Godmother of punk” og har med sin person og sit virke utvivlsomt været brobygger mellem en række forskellige kunstmiljøer, ikke mindst 60érnes dynamiske nyrock-scene i New York. (hun var fx blandt de første, der mixede poesi med rockmusik).

Just Kids fortæller historien om, hvordan det hele startede; om New York som en svunden tidsboble, om det sagnomspundne Chelsea Hotel, hvor hun og Robert Mapplethorpe boede og inspirerede hinanden til det, der senere skulle vise sig at være to ret betydningsfulde kunst karrierer, om deres færden og gang med ikoner som fx Andy Warhol, Salvador Dalí, Dan Flavin, Allen Ginsberg, Diane Von Fürstenberg, Yves Saint Laurent, Janis Joplin, Jimi Hendrix og  David Hockney for blot at nævne nogle få…..Hvis man som jeg er en sucker for kunst, kultur og litteratur, er det svært ikke at lade sig opsluge såvel som indfange af et tidsbillede som det.

Robert Mapplethorpe slog igennem med portrætter af bl.a. Patti Smith og David Hockney. Han sort/hvide fotografier er især præget af meget stram komposition og har tit skulpturel karakter. Hans nøgenbilleder er ofte direkte og viser en tydelig kropsfascination, b.la af det homoseksuelle miljø, som han selv befandt sig i. Det er dog i høj grad Patti Smith´s historie, der inspirerer mig – og dernæst miljøskildringen af 60ernes og 70érnes NY.

Én af de ting, jeg beundrer ved Patti Smith, er hendes manglende respekt for faste kategorier.  Grænser er kun rigtig interessante, når de overtrædes, plejer jeg at sige, og det er i høj grad, hvad Patti Smith praktiserer. Uanset om man er til hendes poesi eller musik eller begge dele, så bevæger hun sig ret problemfrit imellem diverse genre – med meget skiftende energi.

Hun er litterært b.la inspireret af folk som William Blake, James Wright og (en personlig favorit) Sylvia Plath,  ligesom hun har haft betydningsfulde mentorer som fx Allen Ginsberg og William Burroughs! (undskyld, hvis der går nørd i den her…)
Tidskriftet Rolling Stone placerede hende fx på top 100 af de mest betydende kunstnere i rockmusik og I 2007 blev hun optaget i den amerikanske Rock and Roll Hall of Fame. Dyb respekt.

(desuden er min fascination af den androgyne herrestil til kvinder holdt i sort/hvid ikke blevet mindre af at lade Patti Smiths stil og univers danne ramme om mine dvaske dagdrømmerier…..)